Værdi er ikke bare subjektivt

Kunst værdisættes groft sagt ud fra to parametre; den æstetiske kvalitet og den økonomiske markedsværdi. Men det kan være svært at vurdere netop samtidskunsten under disse to kategorier, da denne ofte er uhåndgribelig, svær at forstå og uegnet som salgsvare.

Når Mette Sandbye skal vurdere et værk, koncentrerer hun sig om forbindelsen mellem værk og beskuer, og ikke mindst om den samtid, som disse eksisterer i.

Kroner og øre er forstyrrende
Den økonomiske vurdering har stort set ingen betydning, når Sandbye møder et værk. For hende er markedsværdien irrelevant , da kunstkritikken og kunstmarkedet er to separate verdener.

”Det er fornuftigt, at det er to systemer, der kører adskilt. Som kunstkritiker interesserer jeg mig meget lidt for den økonomiske værdisættelse, hvor det er udbud og efterspørgsel, der kommer til at bestemme om en Sigmar Polke koster 5 millioner eller 200.000 kroner. Det bliver et underligt forstyrrende tal, som egentligt ikke ændrer min opfattelse af værket,” siger Sandbye.

Vurderingen er ikke en subjektiv mavefornemmelse
”Man kan aldrig gøre det til noget faktuelt, hvad der er god kunst. Men jeg vil til enhver tid holde fast i, at det ikke handler om en subjektiv mavefornemmelse, ikke alene i al fald. Der er et element af det, som man bruger for at gøre teksten personlig og levende. Men i forhold til den æstetiske dømmekraft, er der en form for ‘sensus communis’,” forklarer Sandbye.

Som kritiker og især som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg oplever Sandbye en sensus communis i praksis. Begrebet, der betyder ‘fælles sans’, stammer fra en af oplysningstidens store tænkere Immanuel Kant. En fælles sund fornuft der, ifølge Sandbye, opnås ved faglig erfaring:

”En almen forståelse baseret på en blanding af æstetisk sansning og rationel analyse. Begge dele er så skærpet i vores tilfælde, fordi vi alle er folk, der har set meget, læst meget og ved meget. Vi har en stor åbenhed, men også en viden at spille op imod. Kvalitet handler ikke nødvendigvis om, at det siger klik i maven på 2 sekunder.”

Kunsten har åbnet sig
Kvalitet er et stort og rummeligt begreb, der kan være svært at definere, når det drejer sig om vurdering af samtidskunst. Kunsten er siden den tyske filosof Immanuel Kant i 1700-tallet og frem til midten af det 20. århundrede blevet set som en selvberoende og autonom størrelse. Kunsten var uafhængig af tid og sted og bestod i kraft af sig selv. Men kunstens identitet har derefter drastisk ændret karakter.

”Som et modtræk til forestillingen om den autonome kunst skabt af kunstnergeniet, opstod i 1960’erne institutionsteorien, der groft sagt siger, at kunsten ikke har en iboende ‘kunsthed’, men at det er den institutionelle rammesætning, der bestemmer, hvad der er kunst,” forklarer Sandbye.

Kunstens eksistensgrundlag er nu ændret radikalt. Kunsten går fra at være uafhængig af tid og sted til netop at være afhængig af den. Den beror ikke i sig selv, men består i kraft af konteksten og den tid, den er skabt i. Kunsten bliver dermed mere påvirkelig, hvilket også gør fortolkningen af den åben og flertydig.

At finde den rette position
Forskydningen i kunstens værdi bliver således også kritikerens projekt. Som udgangspunkt handler det som kunstkritiker om at stille sig i en åben og neutral position, der ikke læner sig op ad den givne institution. Men det handler også om at samle trådene for læseren og forklare de forskellige betydninger og referencer, som værket producerer.

”Bare fordi den institutionelle indramning erklærer noget for kunst, er det jo ikke sikkert, at det også er ‘god kunst’. Udfordringen ligger i at finde en mellemposition – altså at være åben for nye udtryk og acceptere, at de findes på kunstscenen ‘som kunst’. Men samtidig skal man forsøge at vurdere kunsten og forsøge at sætte den ind i en større historisk og samfundsmæssig sammenhæng. Hvordan ‘siger’ den mig noget, og hvordan taler den ind i nutiden? ” understreger Sandbye.

HVAD ER VÆRDI FOR DIG I KUNSTEN?
GIV DIN KOMMENTAR I FELTET NEDENFOR