At være eller ikke at være – VIP

Kunstugen ruller derudad. Du står i baren med en farvet drink i hånden og socialiserer med andre kunstinteresserede. Måske falder du endda i snak med ham-dér-den-helt-rigtige med forbindelserne i orden.

Kirsten Astrup stiller spørgsmålstegn til præstationskulturen og et ekskluderende kunstmiljø og får os til at se indad i sin performance It was an awkward time, der kan opleves på lørdag som en del af Cph Art Weeks ‘Art Bar’.

Astrups performance sætter fokus på VIP-privilegier, tvungen socialisering og professionel selvhøjtidelighed. Udfoldet som en kollage over tidsåndens networking-kultur og håbefulde selvfremstillinger på sociale medier.

Kunstugens sociale samlingssted
Art Bar slår dørene op mandag aften i Cph Art Week og fortsætter resten af ugens aftener med et internationalt program af performance- og lydkunst. Den ligger på Papirøen i Copenhagen Contemporary, som er Københavns nye udstillingssted for samtidskunst. Som navnet antyder, er Art Bar et uhøjtideligt samlingssted for kunstugens publikum, som kan gå kunsten i møde uden tyssen og den andægtighed, man ellers kunne føle på et museum. Men noget andet er også på spil.

“Det er altid sjovt at se nærmere på det sted, jeg laver mine performances. Det giver noget forskelligt alt afhængig af de publikumsgrupper, som frekventerer stederne. I denne her Art Bar-kontekst kommer det også til at handle om kunsteliten. Om hvem der er inde og ude, og om hvordan man navigerer i det hele. Der er alle mulige uskrevne regler om, hvad man siger, og hvad man gør. Hvem man er, og hvem man kender,” siger Astrup.

Blandt Art Bars publikum kunne man forestille sig en skare af unge kreative, der håber på at mingle sig frem til det næste usikre job i branchen og et kunstinteresseret Politiken Plus-segment. Det er en sådan situation, der interesserer Kirsten Astrup. Hun er en ung kunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, som arbejder med stedsspecifikke performances, lyd og videoinstallationer. Med udgangspunkt i stedets særegenheder og i rummets akustik komponerer hun den musik, som afspilles. Også er publikum er en aktiv del af værkerne.

Når kunstrummet er et privilegium
“Jeg tænker, at der er nogle af Politiken Plus’erne, der måske kan blive ret sure over, at de ikke lige får lov til at komme ind. Eller i hvert fald ikke lige med det samme,” fortsætter Astrup. Hendes performance er nemlig forbeholdt en udvalgt del af Art Bars publikum. De privilegerede få.

Som en avanceret form for adfærdsforskning undersøger Astrups performance menneskelige vilkår i præstations- og konkurrencesamfundet. Og ikke mindst i den kunst- og kulturverden, hun selv er en del af. Ved at overdrive sociale situationer og magtforhold udpeger hun absurde træk i samtiden, som når vi “står til de her fucking ferniseringer og håber på at komme til at snakke med den rigtige.” Astrup siger det med et glimt i øjet. For hun gør det jo selv. Med sine kraftige karikaturer håber hun at skabe en refleksion hos publikum og få os til at stille spørgsmålet – hvorfor handler vi egentlig, som vi gør?

Et åbent rum for social interaktion
Ifølge Astrup er det en stor udfordring at lave stedsspecifikke performances, som leger med sociale koder. Hun må hele tiden operere med den usikkerhed, at publikum ikke accepterer præmisserne. At dramaturgien bliver vendt på hovedet.

“Man kan ikke styre, hvordan publikum reagerer. Jeg kan tilrettelægge nogle ting og prøve at få det til at gå i en bestemt retning. Men så kan der komme nogle publikummer, som er helt anderledes, og så fungerer det slet ikke. Så sker der bare noget helt andet end det, jeg havde forestillet mig. Det er sygt ubehageligt, men det er også virkelig sjovt. Det er en ekstrem sårbar situation, men det kan jeg meget godt lide, for det er også dér, man stiller spørgsmålstegn ved kunstnerens rolle. Jeg synes, det er interessant at arbejde med positioneringer og magtforhold. Og hvem det egentlig er, der har magten i rummet,” siger Astrup.

“Jeg er ret glad for at karikere forskellige systemer og karaktertyper, fordi jeg synes, at når man laver et eller andet exces – når man overdriver noget – kan man være heldig at ramme et tragikomisk punkt, hvor både performer og publikum står i en situation, hvor de ikke helt ved, om de skal blive sure eller grine. Det er en følelsesmæssig ambivalens, som jeg synes, er meget interessant,” siger Astrup og fortsætter:

“Det er i det hele taget interessant at skabe situationer, hvor folk føler noget. For det er ret tit, at man går til en kunstudstilling og ikke føler så skide meget. Jeg synes, det er interessant at føle noget som performancekunstner, og at få publikum til at føle noget, fordi man kan komme ind og stille spørgsmål til de strukturelle ting, vi omgiver os med, og som vi alle sammen handler efter.”

En fin dame med selvtilliden i orden
“Hun er måske lidt en flot skal med et grædende indre,” siger Astrup og ler. Astrup fortæller om den karakter, vi møder i It was an awkward time. “Hun har en lidt heftig make-up. På afstand ligner hun en fin dame, men når man kommer tæt på, kan man godt se, at hun er ret træt. Hun er selvhøjtidelig og har selvtilliden i orden. Måske hun bare ikke har selvværdet i orden.”

“Jeg tænker hende som den karakter, der bliver ud af mig selv og mine venner, hvis vi bliver ved at leve på denne her måde i det her præstations- og konkurrencesamfund, hvor man bare skal præstere konstant, og hvor vi alle sammen får alle mulige kropslige skavanker alt for tidligt, fordi vi lever for hårdt og har for mange stresshormoner i kroppen,” siger Astrup.

Hun er bekymret for sin generation. For et arbejdsmarked, som skrotter faste stillinger til fordel for usikre projektansættelser. For den udmattende selvpromovering, tiden kræver. Og hun er smertelig bevidst om sin egen rolle i konkurrencekulturen.

“Jeg skal ikke være dommer over, om det er godt eller skidt. Jeg er jo hele tiden med i det selv. Og derfor synes jeg også, det er vigtigt at gøre mig selv sårbar i performancesituationen. Jeg tror også, det er vigtigt at kunne grine af det for at kunne snakke om, hvad der foregår. Hvad det er for et arbejdsmarked, vi er med til at skabe. Hvilke vilkår vi er med til at skabe, og hvad der sker om tyve år. Findes der så overhovedet noget velfærdssamfund?” spørger Astrup retorisk.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem