Vedkommende samtale mellem nutid og fortid

Stille og melankolske stemmer fra Marika Seidlers værk byder de besøgende velkommen i samklang med Cecilia Westerbergs sarte tegninger og Vibe Bredahls underfundige collager. Malene Hartmann og Carina Zunino har udført smukke og sansemættede installationer i to separate lokaler i det charmerende museum midt i hjertet af Viborg.

Udstillingen er både tankevækkende, humørfyldt og en stor æstetisk nydelse. Samspillet breder sig over hele museet – og Skovgaard Museet viser deres evne til at bibringe den besøgende en intim totaloplevelse, hvor sanserne bliver udfordret.

Guldalderens tilstedeværelse
Kunstnerne har alle ladet sig inspirere af guldaldermalerne P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbyes rejse i 1843 til Skovgaards hjemby Vejby i Nordsjælland.
De kvindelige kunstnere tog ligeledes på en sommerrejse til Viborg i 2011, hvor de fik mulighed for at dykke ned i Skovgaard Museets samling og indånde landskabet omkring byen.  

Resultatet er blevet til en sanserig, betagende og interessant udstilling, hvor kunstnerne forholder sig til guldalderens maleri og tilgang til kunsten, men nøje fastholder deres egen kunstforståelse og unikke udtryk.

Melankolske tråde til døden
Flere af kunstnerne kredser om en melankolsk stemning og dødens skygger. Det giver udstillingen dybde og kant – og det er her dialogen med guldaldermalerne bliver vedkommende og aktuel.

Cecilia Westerberg, Marika Seidler og Vibe Bredal har fundet inspiration i P.C. Skovgaards både sødmefulde og smertelige værk Børn i Skovbrynet ved Nysø, som han malede en måned efter, at hans elskede kone Georgia døde i barselssengen i 1868. I Skovgaards værk står Georgia blandt sine tre børn i skovbrynet.

I Vibe Bredals collage Skovbrynet, 2012 gengives hun som silhuet og som livsløs skikkelse i træets krone. Bredal fabulerer over fraværet af Georgia i modsætning til Skovgaards erindringsbillede.
Samtidig indsætter Bredal værket i et kvindeligt erfaringsunivers, hvor børn og blomster næres af den dødes krop – et billede på livets cyklus, hvor generationer skaber nye generationer.

Stemningsfulde vågekoner
Marika Seidlers panoramafilm Vaagekoner griber til gengæld fat i sorgen, som Skovgaard følte ved tabet.
Den sanselige og smukke film vises på fem skærme og er opdelt i tre historier, hvor vågekonerne nynner, tyste går rundt med lys i hænderne og stille våger over deres kære.

Filmen beskriver ikke døden konkret, men antyder dens tilstedeværelse, idet vågekonerne befinder sig på et sted mellem søvnen og  vågen tilstand – et sted mellem væren og ikke væren.

Tæt på landskabet
Landskabet inddrages som æstetisk dimension  og en fælles reference, som stadig indåndes, drejes og tolkes. Guldaldermalerne malede naturen, som de så den, men færdiggjorde ofte deres nationalromantiske værker i ateliet.

Denne tradition synes Malene Hartmann at sætte fokus på i sine værker, som samlet set udgør en totalinstallation på Skovgaard Museet.

Hartmann arbejder bevidst med en stilisering af elementer fra naturen. Hun griber fat om en enkelt plantedel og omformer den til sit eget billede – et værk, hvor rytmik og form er mere interessant for hende. Hun tager naturen med ind i ateliet – og udformer et koloristisk værk, hvor kun silhuetten fra naturen genkendes.

I Carina Zuninos installation Udsigt over Hald sø er landskabet derimod ‘fløjet’ ind af vinduet og har bredt sig ud over en række genstande fra museet, som et stort og rummeligt tæppe, der halvt skjuler og halvt fremviser en masse opstablede møbler sammen med blandt andet en buste af Skovgaard.

Vanskeligheden ved fortiden
Cecilia Westerberg forholder sig til kompleksiteten ved afstanden til de ældre kunstnere i det animerede værk Porten, som man finder på loftet.

I loop ses en kvinde, der kommer gående imod beskueren – halvvejs stopper hun op og går i opløsning,  alt imens scenen forbliver uændret med dyrenes uberørte færd over lærredet.

I samtale med Lundbyes værk Slotsporten ved Asserbo – som jeg desværre ikke fandt i udstillingen – bliver filmen en reflektion over tidens tand og det svære i at omslutte en person, som levede for mange år siden.
Den spøgelsesagtige kvinde i filmen er et symbol på alt det, der ikke kan genskabes eller fuldt forståes af samtiden.

Røde tråd intakt
Samlet set vidner samtidsværkerne  dog om, at guldalderens største landskabsmalere P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye stadig kan sige kunstnere noget i dag – her knap 170 år siden de oprindeligt foretog deres rejse til Vejlby.

Kommunikationen med de gamle kunstnere løber som en klar tråd gennem udstillingen. En udstilling, som udmærker sig ved at være rigtig godt formidlet af vedkommende og inspirerende tekster, der åbner blikket for kunstnerne i dag og dengang.