Verden set fra Vadehavet

Livet på Mandø står til debat, når internationale kunstnere og lokalsamfund mødes i projektet Any Questions? – The Mandø Dialogues. En del af dette års Vadehavsfestival.

Billedet er fra den 14. juni 2010 på Mandø, hvor dette års Vadehavsfestival præsenteres. Foto: Stan Coenders.

Livet på Mandø står til debat, når internationale kunstnere og lokalsamfund mødes i projektet Any Questions? – The Mandø Dialogues. En del af dette års Vadehavsfestival.

Kunsten stiller spørgsmål
Hvilke kvaliteter har livet på Mandø? Og hvordan skal fremtiden se ud? Fra 4. til 12. september kan alle, der begiver sig hen over havbunden til den lille ø i Vadehavet, opleve international kunst i dialog med øens natur og beboere.

Lokalbefolkningen leger med
Anledningen er Any Questions – The Mandø Dialogues – et kunst- og turismeprojekt, organiseret af den hollandske kunstnerorganisation Wadden Art Foundation og skabt i tæt samarbejde med øens lokalbefolkning.

Og mandøboerne har været med hele vejen i processen. Fra de første indledende diskussioner til overvejelser om, hvilke kunstnere, der skulle udvælges.

Mandøs muligheder
Målet med projektet er at afsøge nye muligheder på Mandø, og en pressemeddelelse afslører, at både de lokale og besøgende kan glæde sig til en smeltedigel af land art, musik, installationer og andre kunstneriske udtryk skabt specielt lejligheden.

Værkerne, der opføres i forbindelse med Vadehavsfestivalen, danner udgangspunkt for en debat om øens fremtid, og beboerne får rig mulighed for at give deres besyv med til forskellige diskussionsaftener, hvor kunstnerne også deltager.


Fakta

Projekt

Any Questions? - The Mandø Dialogues (Vadehavsfestival 2010)

4 sep 2010 12 sep 2010

Dario Lo Cicero, Lisbeth Takken, Tomas Mach, Sarah FitzSimmons, Tamara Erde

Fakta

Vadehavsfestivalen har været afholdt to gange før og bliver til i samarbejde med de fire vadehavskommuner Tønder, Varde, Esbjerg og Fanø samt en lang række regionale aktører.

Any Questions – The Mandø Dialogues er organiseret af den hollandske kunstnerorganisation Wadden Art Foundation med Stan Coenders og Petra Derkzen i spidsen. Projektet har modtaget støtte fra mange kanter, ligesom flere samarbejdspartnere er involveret.