"Vi kan ikke ændre livets vilkår"

”Jeg ved ikke om mine skulpturer udsprang af mit arbejde med fotografi. De udsprang bare af min krøllede, besynderlige hjerne. Derfra måtte jeg rådføre mig med Marianne Jørgensen, min veninde. Hun er vant til at arbejde i alle mulige medier og har givet råd, vejledning og assistance gennem hele processen. Processen med skulpturer er så anderledes, end hvad jeg er vant til,” indleder Signe Vad smilende.

Kunstneren er uddannet fra Högskolan för Fotografi, Göteborg og har arbejdet med fotografi og video siden 1998.

Med udstillingen The day made everything change (Dagen fik alt til at skifte) føjer hun endnu en rumlig kunstretning til sin praksis.

En poetisk forskydning
I et af de bagerste neutrale gallerilokaler finder man fx to små, sorte spyfluer sat overfor hinanden på en helt hvid sokkel. Udstillingen, som i kraft af den iscenesatte ophængning får karakter af installation, byder altså på sort/hvide fotografier, videoværker og skulpturer.

”Jeg har arbejdet meget med rummet. Det er en vigtig del. Jeg vidste, at når man hænger det op og strukturerer det på denne måde, så kan man lave en form for narrativ. Fordi lokalerne er som de er. Beskueren går igennem dem, og jeg ved, hvor hun eller han ender. Det er ikke en egentlig fortælling. Det er mere som et stykke musik eller et digt, hvor der ikke er et fikseret svar, en lukket betydning. Jeg vil gerne have folk selv skal tænke over livets vilkår og omstændigheder. Jeg vil gerne have, at folk går ud af døren lidt forskudt, og at den forskydning kan gøre noget i forhold til, hvordan folk begår sig og er i verden på,” fortsætter Signe Vad.

Modet
Udover en stram formel linie holdt næsten i sort/hvidt har Dagen fik alt til at skifte en tematisk rød tråd. Signe Vad behandler i denne udstilling som i tidligere værker, fx i serien The Decisive Moment fra 2006-08 store eksistentielle spørgsmål. På Black Box Gallery er det livets hårde vilkår, værkerne kredser om. Hun fortæller om titlen på udstillingen:

”Titlen kommer fra nogle skriverier jeg laver, som man måske vil opdage en dag. Dagen fik alt til at skifte er en sætning, jeg har haft med mig længe. For mig betyder sætningen, at alt er uforudsigeligt. Vi gør alt muligt for at indrette vores liv efter alle mulige systemer. Men i virkeligheden er livet fuldstændigt uforudsigeligt, og det anser jeg også som den største rigdom. Vores utryghed og perfektionisme har trang til at kontrollere vores hverdag og verden. Men livets omstændigheder vender os rundt igen og igen. Så titlen er positiv i den forstand at jeg godt kan lide at livet er uforudsigeligt – det ukontrollerbare.”

Ved indgangen til galleriet finder man et indrammet brev adresseret til kunstneren selv, hvor et citat af Karen Blixen, ”Modet er menneskets svar på livets vilkår”, står skrevet med håndskrift.

”Hele udstillingen spinder omkring livets vilkår og eksistentielle temaer. Livet er barskt og livets omstændigheder rammer os alle sammen om ikke andet så i graven. Men når man favner det, så ændrer perspektivet sig. Hvis vi har mod til at gå ind i verden, som den er, vil vi også kunne gå ind i den meget rigere. Hvorimod hvis vi er bange for at gå ind i den, så er vi bange for at se på verden”, mener kunstneren.

Skellet mellem personligt og privat
Signe Vad har været ramt af brystkræft, men udstillingen handler ikke om sygdom. Kunstneren bruger den snarere i sin kunst til at illustrere, det som kan ramme os. Fx i et videoværk, hvor hun sidder i et lyst rum og roligt piller håret af sig selv. Hun pointerer kraftigt, at hvis nogle af værkerne var blevet for private, var de ikke kommet med på udstillingen.

”Det er ikke selvportrætter, jeg laver. Jeg er ikke interessant som person. Jeg har i mange år brugt mig selv i min kunst. Jeg bruger mine omstændigheder til at sige noget generelt. Jeg arbejder meget introvert og uformuleret, blindt. Så der opstår sådan et  intimt rum. Eftersom kameraet er mit medie, har jeg måttet tage mig selv ind i det rum. Denne udstilling er meget koncentreret, og jeg har fundet ud af, at mine billeder har brug for luft. Stramheden og det rene udtryk har været nødvendigt for, at det ikke blev for meget,” siger hun.

Handlinger i samfundet
Det er heller ikke det personlige og relationen til sig selv Signe Vad i virkeligheden bliver draget af i forhold til eksistentielle temaer. Hun søger derimod svar på spørgsmål om samfundet.

”Jeg følger meget med i politik, hvad der sker i verden og især i, hvordan folk aflæser verden. Så er det måske lidt mærkeligt, at jeg laver en så personlig udstilling. Men det er, fordi jeg tænker tingene ind i sin essens. For mig at se, er et af problemerne ved vores vestlige danske samfund, at vi har svært ved at se tingene i øjnene, som de er.”

“Jeg har ikke et svar på det. Men hver gang der sker en ulykke, så laver vi en regel eller lov, for at forhindre en ny ulykke. Det er jo fantastisk. Men problemet er, at vi ikke kan ændre livets vilkår. Det bliver en måde at forsøge at kontrollere sig ud af ubehagelige omstændigheder. Hvis man gør det, så er man hele tiden bange for, at der skal ske noget.”

“For mig hænger det sammen med, hvordan vi begår os i verden. Så de eksistentielle spørgsmål handler for mig lige så meget om at være en del af et ”vi”, forklarer hun.

At favne verden
Signe Vad er bl.a. inspireret af filosoffen Hannah Arendt, som har skrevet om, hvordan personen, individet først træder frem foran pluraliteten, foran samfundet.

”Vi fremtræder først, når vi træder frem foran nogen, vi fremtræder ikke, hvis der ikke er nogen. Så i mine tanker er ”vi” altid med. Vi træder frem og er på den måde, vi handler i verden. Jeg mener, vi skal tænke selv og se på, hvad der ligger af filosofisk eller politisk tanke bag en adfærd. At tage hensyn til hinanden, tænke i fællesskabet, favne det utæmmelige menneske, pluraliteten synes jeg er meget ædelt at stræbe efter”, afslutter Signe Vad.