“Vi lever ikke af ånd alene”

Jeg møder Mette i hendes atelier på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor hendes bord er dækket af boligblade.

Hun tjener penge ved at lave boligreportager som boligstylist, og hun deltager i sociale netværkskurser for at lære kunsten at skabe professionelle kontakter. Hun udvikler forskellige produkter såsom patchwork-sengetæpper, og hun "så gerne at kunsten ikke var så snerpet".

Det er jo bare kunst!
Mette repræsenterer en kontroversiel kunstneridentitet, som ikke er bange for at anvende sine kunstneriske kompetencer i kommercielle sammenhænge:

"Jeg har udstillet i Bo Bedres kunstforening, fordi jeg tænkte, at nogle af redaktørerne videreformidler nogle af mine billeder. På den måde tænker jeg hele tiden på at investere i mig selv i forhold til omtale. Kunst er en kommerciel vare, som man kan sælge."

Kunstneridentiteten før og nu
Før den europæiske modernismes opkomst for 150 år siden fremstod kunstneren som et gudbenådet medium for evigtgyldige værdier. I forlængelse af modernismens sekularisering begyndte mange kunstnere imidlertid at forstå deres virke som et teknisk håndværk, hvilket brød med forestillingen om kunstnerens hellige aura. Kunstneren blev til menneske.

Denne udvikling har stået på gennem det tyvende århundredes kunsteksperimenter, men man mærker stadig spor af en pseudoreligiøs ophøjelse af kunstneridentiteten.

Som akademist bliver man automatisk skrevet ind i denne identitetstradition, som begrænser kunstnerens kommercielle udfoldelse. Mette Helena Rasmussen forholder sig kritisk til denne tradition:

"Jeg har ingen moralske eller ideologiske skrupler. Vi lever ikke af ånd alene, hvor vi styres af en guddommelig pensel, men herinde på akademiet er det ret snævert, hvad der er velset. Det er eksempelvis ikke velset, at jeg laver boligreportager."

Balancen mellem kunsten og økonomien
Mette foretager en grundlæggende opdeling mellem sit kunstneriske og kommercielle virke. Hendes økonomi beror på et kommercielt foretagende, hvor hun må indgå kreative kompromisser. Den økonomiske sikkerhed, som hun finder i sit kommercielle virke, skaber dog et frirum, hvor hun kan udøve sin uafhængige kunst:

"Det giver en frihed at have en anden beskæftigelse, som giver en basisindtægt. Hvis jeg kan få min økonomi til at balancere ved et arbejde, og der stadig er et par dage tilbage i ugen, hvor jeg kan male personlige malerier, der ikke skal sælges eller fornøje nogen, så er det da ret oplagt."

Økonomiske potentialer
Mette laver som udgangspunkt kunst på sine egne præmisser, men hun ser samtidig et økonomisk potentiale i at omsætte sine kunstneriske kompetencer fra akademiet til forskellige former for kommercielt håndværk:

"Jeg har ingen bekymringer for, hvordan jeg økonomisk kommer til at klare mig efter akademiet. Jeg synes, det er fedt at komme fra et sted og tage det med over i et andet. Jeg bruger min kreativitet, mit øje for komposition og mit netværk fra tiden på akademiet."

Kunst som kommerciel vare
Mette er til trods for sit behov for kunstnerisk uafhængighed åben for ideen om at foretage kommercielt bestillingsarbejde. Hun forklarer, at det er moralsk anerkendt, hvis man som kunstner fremstiller tematiske værker specifikt til en kunstudstilling. Hvis man derimod fremstiller tematiske værker specifikt til kommercielle sammenhænge, føler mange kunstnere ifølge hende, at deres integritet og identitet er på spil.

"Der er mange udstillinger, hvor kunstnere bliver bedt om at lave et aktuelt værk til en udstilling. Hvorfor skulle man ikke også kunne lave et værk til en anden sammenhæng, hvis man får en god idé og kan have det godt med processen," forklarer hun.

Kunstens rolle
Mette har ingen politiske eller kulturfilosofiske forestillinger om kunsten rolle i samfundet. Hendes kunstneriske virke består i at skabe små fortællinger, og hun mener ikke, at kunsten nødvendigvis skal søge at virke ind på den politiske eller sociale virkelighed:

"Jeg arbejder ofte med små hverdagsfortællinger, som blotter menneskelig sårbarhed. Jeg vil gerne påvirke min sociale virkelighed, men som udgangspunkt laver jeg kunst på mine egne præmisser. Jeg arbejder aldrig med politiske fortællinger."

Kunstneren har i Mettes optik ikke et særligt socialt ansvar i forhold til enhver anden borger i offentligheden.

Jeg forlader Mettes atelier med et smil på læben efter at have mødt en moderne kunstner, som ikke bekymrer sig om kunstneridentitetens traditioner.