Er vi venner på vrangsiden?

Fremtidens gadeliv skal formes af mennesker fremfor mure! Det var moralen, da Forenede Fasaner af kunstnerduoen J&K satte hverdagen på pause i et utopisk splitsekund og viste det sociale potentiale på vrangsiden af de strukturer, der både definerer os og skiller os ad.

Mursten, biler og individuelle gøremål var skiftet ud med samvær på tværs af hudfarver og husnumre, da paraden Forenede Fasaner trillede gennem Nordre Fasanvej og tilstødende sidegader lørdag den 18. juni.

Forenede Fasaner er det andet i rækken af kunstneriske nedslag, der frem til 2017 skal skabe andre fortællinger og bidrage til en ny lokal identitet i det mangfoldige, men på ydersiden ret kedelige og gråtonede københavnerkvarter.

Paraden tog sin begyndelse i en baggård i det yderligste Storkøbenhavn – der hvor by rammer provins – mentalt. Et lokalsamfund af den slags, hvor man genkender ansigter, uden at hilse på dem. For selvom samfundet bor med hinanden side om side, og ja, faktisk lag på lag – virker afstanden tilsyneladende meget stor, når førtidspensionistens nabo er født i Libanon og underboen er far, mor og børn – flygtet fra Østerbro. Mangfoldigt måske, men hvilken værdi har dét, hvis man stadig kun hilser på dem, der ligner en selv?

Den logik fik kamp til stregen af kunstnerduoen J&Ks ’folke-collage’, der foldede forskelligheden ud på kryds og tværs og gav den anledning til rent faktisk at være mangfoldig.

Collage af folkedragter
I paraden deltog lokale foreninger, der på opfordring fra de to kunstnere havde sagt ja til at træde ud af deres respektive foreningslokaler for at gøre og se ud, som de plejer – nu blot udenfor på gaden sammen med de naboer, der gør noget andet. En forholdsvis simpel u-vending fra helt normalt til ekstremt unormalt, men alligevel farligt nok til at kræve særtilladelse.

Blandt de ’optrædende’ foreninger var Natha Yoga, Nørrebro Karateklub, Linjen (Bureau Detours), Den Kinesiske Forening og Dan Afrika. Ud over at ’spille sig selv’ undervejs på ruten bidrog de hver især med et lille indslag på udvalgte gadehjørner: kinesiske børn i kinesisk dans, afrikansk musik spillet af afrikansk klædte afrikanere, karatekids i indbyrdes kamp, yoga osv.

Altså et lille udpluk af forskellige fællesskabsformer i kvarteret og langt fra en én-til-én repræsentation af befolkningssammensætningen. At det lige netop var det kinesiske og afrikanske, der udgjorde paradens mest farverige indslag, var måske nok tilfældigt, men ikke desto mindre et lille irritationsmoment.

Med deres overdrevne kinesisk-hed kom de søde kinesiske børn ufrivilligt til at reproducere forestillingen om identitet og nationalitet som to sider af samme sag. Og det samme gjorde sig gældende for ’afrikanerne’, der i deres ’afrikanske dragter’ tilsat noget så eksotisk som ’afrikanske rytmer’ snarere syntes at fastholde fremfor forskyde dominerende fortællinger om ’de fremmede’.

Nuvel. De findes jo faktisk de her afrikanske og kinesiske foreninger, og når det nu tilfældigvis var dem, der havde valgt at træde frem, fortjener de nok alligevel mere klapsalver end verbale skudsalver. Men det kom alligevel til at virke en anelse karikeret på en måde, der sugede noget af kraften fra hele folke-collage-princippet. Det er vel ikke sådan de folk går rundt til daglig? Og mangfoldighed er vel andet end blot samvær på tværs af national oprindelse?

Social skulptur
J&K fortæller, hvordan de har brugt de sidste år på at gå i dialog med de forskellige folk og foreninger – mange flere end dem, der nu for en stund er forenet. De har inviteret til fællesmiddage og forsøgt at understøtte synergi og fællesskab på tværs i hele processen. Det er et hårdt og tidskrævende arbejde, der ligger forud for det, der er endt med at blive en 30 meter lang social skulptur, skabt af deltagerne selv.

J&K har fungeret som energikilde til værkets fremdrift, men spillets regler er defineret af spillerne selv – dvs. de lokale. Paradens visuelle elementer, ruten og de særskilte indslag er således valgt 100% af deltagerne, fortæller kunstnerduoen, da jeg spørger til processen.

Resultatet af denne overdragelsesmetodik er et kalejdoskopisk virvar af bananer og solenergiceller, stof og flag i en milliard farver og mønstre samt en blanding af mere eller mindre autoriserede instrumenter og køretøjer. Et absurd og lidt amatøragtigt set up, der i sin usmarte tilbagelænethed næsten virker som en ironisk hilsen til Distortion – gadefesten over dem alle . . . hvis den altså selv skulle sige det.

Men mens Distortion er skabt af folk, der hylder festen, ungdommen og det uadskillelige bånd mellem dem, er der her en stille stemning af protest nedefra – en konsensus om og markering af, at gaden tilhører alle – også dem, der ikke lige passer ind i den store forkromede plan.

I samme båd
Selvom processen forud for det færdige fysiske værk har været fundamental for kunstnerne, er Forenede Fasaner ikke udelukkende et socialt ’community-projekt’, der skaber nye bånd mellem deltagerne ved at placere dem i et fælles rum og en fælles situation. Værket gør i ligeså høj grad en forskel for den tilfældige forbipasserende såvel som for det kunstvante publikum, der er dukket op for at få en ’kunstoplevelse’.

Det gør det i kraft at sin vellykkede fusionering af det sociale og æstetiske. Man kan sige, at det sociale element i paraden netop udgør det æstetiske og omvendt. Ved at vende vejen på vrangen og vise folket bag murene bryder værket igennem en bredere social struktur og skaber grobund for, at et andet system kan opstå. Og selv hvis det blot er for et utopisk splitsekund, er det ikke mindre vigtigt!

Med afsæt i den forudgående dialog deltagerne imellem har J&K formået at skabe en social installation, der giver kvarterets beboere og besøgende anledning til at se forskelligheden i øjnene, uden de selv har bedt om det. Ved at fremhæve forskellighederne og samles om noget absurd bliver det ganske enkelt meget lettere at tale med andre end blot ligesindede.

Selv blev jeg inviteret på middag hos en fremmed familie, hvis ældste datter på 12 var blandt flokken af optrædende ’karatekids’. Selvom venskabet blot varede et øjeblik, og jeg muligvis aldrig ser familien igen, er invitationen et klart signal om, at hvis de almindelige strukturer vendes på vrangen, er vi alle sammen potentielt i samme båd.