Vinduets grænseland

Et gennemgående træk i Malagridas kunst er en kredsen omkring vinduet. Det gælder også de værker hun er repræsenteret med på Nuevas Historias. Det drejer sig om Tríptico Azul 1 (blå triptykon) fra serien Point de Vue, 2006, og videoværket Frontera (Grænse), 2009.

Det førstnævnte består af fotografier af en række vinduer i det nedlagte og forladte ferieresort Club Mediterrannée beliggende på Cap de Creus i det nordøstligste hjørne af Catalonien. Anna Malagrida fortæller, at hun blev bekendt med stedet, da hun som barn var på ferie i området og i fiskerbyen Cadaqués, der var berømt for sin forbindelse til Salvador Dalì.

Spanien og omverdenen
Siden Franco og Falangisternes sejr i borgerkrigen i 1939 var Spanien i en lang årrække stort set afskåret fra omverdenen, og livet for mange spaniere var præget af politisk og kulturel undertrykkelse.

“Da turistkomplekset, der var realiseret ved en fransk investering, blev bygget i 1962, symboliserede det en gradvis åbning af Francos Spanien imod omverdenen. Samtidig kan det også ses som billede på en længsel imod denne omverden – nær og alligevel fjern – manifesteret i udsigten fra stedet til Frankrigs kyst,” fortæller Anna Malagrida.

Det er denne udsigt, som vinduerne i Malagridas fotografier indrammer, men som de samtidig nægter betragteren, idet de er dækkede af et lag støv, der lægger sig som tidens slør over landskabet bag glasset og gør det svært at skelne dets detaljer.

En forsvindende udsigt
I 2006, efter det var blevet besluttet, at komplekset skulle rives ned i forbindelse med en genopbygning af det omkringliggende naturreservat, besluttede Malagrida, at dokumentere den både bogstaveligt og metaforisk forsvindende udsigt, der refereres til i seriens titel. Kunstneren forklarer:

“På fransk har udtrykket ‘Points de vue’ to betydninger. Det kan både betyde synsvinkel og det sted hvor blikket ophører. Denne dobbelthed går tabt hvis man forsøger at oversætte titlen til andre sprog, og den er vigtig for værket. For fotografierne repræsenterer både den synsvinkel, som er fastsat af vinduerne, og den blokering af blikket som støvet resulterer i.”

“På et mere metaforisk plan, betyder den forestående nedrivning også et endegyldigt farvel til udsigten igennem netop disse vinduer, og til de spor af menneskelig aktivitet, som er efterladt som tegn og ridser i støvet der dækker dem. Det har altid været et af fotografiets erklærede formål at dokumentere og bevare en verden i hastig forandring.”

Vinduet som ramme
Vinduet har været et tilbagevendende motiv igennem kunsthistorien. I renæssancen definerede Leon Battista Alberti (1404-1472) idealet for maleriet, som udsigten igennem et vindue, og i lang tid derefter vedblev dette billede på repræsentationen, som en nøjagtig gengivelse af naturen, at være det dominerende. Fotografiet har også et nært forhold til denne tradition, og adskillige af de tidlige fotografier er taget igennem vinduer. Adspurgt om hvilken rolle disse referencer spiller i Point de vue-serien forklarer Malagrida:

“Selvom billedrammen præcis flugter med vinduesrammen i fotografierne, er de langt fra Albertis vindue. De repræsenterer faktisk snarere en spejlvending af hans ideal, idet de flytter fokus fra udsigten igennem vinduet, til selve ruden, som en overflade fyldt med tegn. Fotografierne påpeger også, at repræsentation aldrig kan være så enkel, som en udsigt igennem et vindue, men altid består af adskillige lag.”

Synlige og usynlige grænser
Vinduet er også en grænse der adskiller indenfor og udenfor, både konkret og metaforisk, men det er ikke den eneste måde hvorpå Point de vue-serien indskriver sig i en grænsekontekst. For som Malagrida selv forklarer, danner vinduesglassets synlige grænse forgrund for den usynlige grænse imellem Spanien og Frankrig et sted i det hav, som de vender ud imod.

For Malagrida, der er fransk gift og bor i Paris, har denne grænse ikke blot en historisk, men også en personlig betydning. “Jeg kan ikke længere sige, at jeg hører mere til det ene sted end det andet, og mine børn befinder sig i endnu højere grad imellem de to lande.” siger hun.

Røgslør
I kunstnerens andet værk Frontera, er den fransk/spanske grænse flyttet fra havet og ind i landet. Malagrida forklarer, at videoen blev til som et bestillingsarbejde i forbindelse med en udstilling på fortresse de salses, et renæssancefort ved den historiske grænse imellem Frankrig og Spanien og engang et nøglepunkt i stridigheder imellem de to nationer. I videoen ses området omkring fortet. Til at begynde med ligger landskabet øde hen, og de naturlige lyde af blæst og fuglesang høres kun svagt i baggrunden. Pludselig brydes roen af en eksplosion, og udsigten sløres af rød røg, der fylder billedet for dernæst at suges tilbage i jorden.

“Den røde røg har flere modsatrettede betydninger. På den ene side bruges den som SOS-signal og har derfor negative associationer til krig og terror. I videoen kan den altså ses som det blod, der engang har flydt i regionen og er blevet absorberet af jorden. Samtidig spiller den røde røg en vigtig rolle i catalansk tradition, hvor den bliver brugt i forbindelse med festlige lejligheder.”

Landskabets erindring
Kunstneren fortæller om hvordan hun gik en tur i området og blev overrasket over at finde rester af artilleri, der lå tilbage som vidnesbyrd om det nu fredelige og naturskønne områdes voldsomme fortid.

“Landskabet er som en krop, der optager og gemmer på en erindring ligesom også ruderne i club mediterrannée gør det i form af de inskriptioner og kærlighedserklæringer, som anonyme mennesker har efterladt i støvet. Grænser, hvad end det drejer sig om landegrænser eller den afskærmning som udgøres af et vindue, er altid også en mental idé.”