Weltschmerz på japansk

Titlen The WorldThrough My Eyes rammer netop Moriyamas simple metode: et personligt,ekspressivt udtryk. Det er dokumentarfotografi med sjælen som emne.

På udstillingen hænger sen-halvfjerdser billeder ved siden afnyere værker uden problemer, for emnet og metoden er den samme:

Moriyama (f.1938) møder verden med kameraets film som dén sensitive flade, der opfangermødet med verden. Den subjektive dokumentarisme er efterhånden ’old school’,men på ingen måde antikveret.

Billederne er poetiske og potente, uanset om deer to eller tyve år gamle.

Om man holder af disse billeder vil givetvis være etspørgsmål om, hvor meget weltschmerz, man synes, man kan rumme. Men for os, somgodt kan kapere en generøs portion fremmedgørelse, og som godt kan suspenderetungen i kinden for en stund, er det gode sager.

På tværs af årene
Moriyama blev i starten af 1960’erne, både personligt og professionelt, enkarakteristisk markør for et skift i japansk samtidsfotografi. Moriyama var påvej fra en uddannelse som grafisk designer over i avantgardefotografiet.

Han arbejdede som assistent for Eikoh Hosoe, som selv havdeværet en toneangivende del af fotografslænget VIVO, og kort herefter så hanWilliam Kleins New York- bog, somchokerede og inspirerede til en ny type streetphotography. Kleins aggressive og frie form gav inspiration til at sættebilleder på den forandring, krig og amerikansk kulturimport havde sat i gang idet japanske samfund.

Den æstetiske linje, som Moriyama satte dengang, forekommerubrudt og frisk den dag i dag. Det giver en smidig sammenstilling af ældre ognyere værker, og får udstillingen til at snige sig uden om mærkaten’retrospektiv’.

Tre-trins-raket
Udstillingen er bygget op med tre store billeder i rummet ud mod gaden, etmellemspil af mindre fotografier og endelig en sand symfoni af store værker ibagerste, store rum i galleriet.

Det første værk på udstillingen, som øjnene drages imod, er Record Extra Issue no.1. Det er etbillede af en grotesk mannequin i close-up, hvis vanvidsprægede blik ogspejlende brilleglas sætter tonen for den stemning, som Moriyama er kendt for.Hun flankeres af gademotiver med fotografisk attitude: tæt på, hårdt filter,skæve horisontlinjer. Velkommen i vanviddet, hold på subjektivitet og briller.

Størrelsen betydernoget
Mellemgruppen af mindre billeder består primært af smukke, enkle motiver.Formalistiske træk går igen: rasterne i et affotograferet bryllupsbillede (hanseget) ligner det tæthullede gitter i et andet billede, og hele tiden blotterMoriyama kornene på filmen i myriader af prikker. Den enorme konsekvens binderalle billederne sammen i en lang visuel melodi.

Selvom de små størrelser rummer en fin intimitet, somtrækker den besøgende tæt ind til sig, kan den visuelle generøsitet godt virketæmmet i denne indramning med passe partout. Heldigvis varer det ikke længe,for om hjørnet hænger der igen store, imposante fotografier af snefnug iflash-lys, af buldrende køretøjer, af en tung, træt hest og en ditto skolepige.Som sagt: knusende weltschmerz i høj hastighed.

Disse sidste billeder er tredive udvalgte billeder fra enserie om Hokkaido, som Moriyama lavede i 1978, og som galleriet desudenoplyser, er udgivet i begrænset oplag i sit fulde omfang. Man mærker, atMoriyama er en fotograf, som fra starten af sin karriere har forholdt sig grundlæggendetil bogformatet. Billederne danner sammen en helhed, som overstiger deindividuelle billeders udsagn.

Et fotografisk ’bådeog’
Man mødes på udstillingen, hvis man er bekendt med Moriyamas produktion, afen følelse af genkendelse. Som lyden af en stemme, hvis modulation, klang ogtempo, man kender. Det fotografiske udtryk: det kornede, det kontrastrigesort/hvide, er lige så meget en del af en poetisk stemme, som det indhold, depræsenterer. Der er i hans billeder en bevidsthed om, at fotografiet både kanvære abstrakt, nærmest ren struktur og overflade, men også er figurativt ogrepræsenterende.

Dette er meget fint repræsenteret på udstillingen i blandtandet landskaberne, hvor et uskarpt snelandskab balancerer mellem form ogrepræsentation, eller hvor de sort/hvide korn samler sig til en brusendehavoverflade.