Morten Barker
Billedkunstner og fotograf Morten Barker opdaterer guldalderkunstens idyliserede naturskildringer og skaber landskabsbilleder, hvor den danske krigsdeltagelse har sneget sig ind.
Morten Barker er landskabsfotograf og har i fire år fotograferet militære skydeterræner og sporene efter dem rundt omkring i det danske landskab. Han undersøger det komplekse og paradoksale forhold mellem det idylliske og pittoreske naturlandskab og det brutale militærlandskab. Med værkerne ønsker han at udfordre danskernes nationalromantiske selvforståelse og reflektere på Danmarks krigsdeltagelse rundt omkring i verden, som ellers ofte forsøges sløret.
I selve skabelsesprocessen eksperimenterer Barker med fotografiets mekaniske processer, hvor en analyserende tilgang til dybdeskarphed og lukketid bliver bearbejdet. I værket Døde krondyr: Udsigt mod Grærup Langsø (2013) bryder han med billedets begrænsninger og forstærker sanseligheden. Fotografiet bliver dermed en anden måde at opleve virkeligheden på, hvor Barker ser det velkendte med nye øjne.