Årgang 2025

23 okt - 9 nov 2025

18 nyuddannede kunstnere fra landets tre kunstakademier præsenterer værker skabt i en tid præget af forandring. Udstillingen giver et unikt indblik i vækstlaget af dansk samtidskunst.

Foto: Karim Boumjimar Cruising

18 nyuddannede kunstnere fra landets tre kunstakademier præsenterer værker skabt i en tid præget af forandring. Udstillingen giver et unikt indblik i vækstlaget af dansk samtidskunst.

En ny generation af kunstnere træder frem i udstillingen Årgang 2025. Her præsenterer 18 nyuddannede kunstnere fra landets tre kunstakademier værker skabt i en tid præget af forandring. Udstillingen giver et unikt indblik i vækstlaget af dansk samtidskunst – dér, hvor nye ideer, materialer og stemmer bliver til, og hvor spørgsmål om identitet, krop, klima og fællesskab undersøges med mod og nysgerrighed.
Kunstnerne trækker både på personlige erfaringer, historie og sociale praksisser og åbner for nye måder at se hverdagen – og os selv – på. Værkerne spænder bredt i medier, udtryk og tematikker, men deler en fælles søgen efter at forstå og formidle samtidens komplekse virkelighed.
Maleriet spiller en central rolle for flere. Kristoffer Bech tematiserer roller og autenticitet i Stage as Prison, Prison as Stage, hvor maskeklædte figurer befolker en iscenesat virkelighed. Johan Dam Westermann undersøger maleriets nutidige rolle med sanselige lærreder, der balancerer mellem klassiske genrer og spontan abstraktion, mens Mads Hilbert lader skitser og spor blive selve værket i undersøgelser af den ufuldstændige figur. Jonas Kolecki bruger maleriet til at blande minder, landskaber og filmiske lag, og Christina König skaber intuitive, farvemættede værker, der spejler vores relation til både verden og os selv i en tid med klimakrise og mentale udfordringer.
Flere kunstnere arbejder med tekstil og materialitet. Amalie Götz omsætter billeder fra online markedspladser til quiltede værker, der undersøger, hvordan værdi og betydning cirkulerer. Cecilie Julie Holst Christensen forener nærhed og fremmedhed i et billedtæppe, hvor drøm og virkelighed mødes. Ihsan Saad Ihsan Tahir reflekterer gennem sit strikkede værk over migration, klasse og erfaringen af at leve mellem flere kulturer.
Fotografi og installationer rummer også stærke stemmer. Alda Mohr Eyðunardóttir forener feministisk teori, færøsk kulturarv og personlige fortællinger i et transparent fotografi, der kredser om abort, tavshed og kvindehistorier. Agnes Olivia Schyberg har skabt et værk af 49 lag plastikbilleder af bøgeskove, hvor naturen træder frem som både historisk, kulturelt og politisk symbol. Solvej Kørner Brekling lader skulpturen Noget smyger sig undersøge dobbeltheder mellem smukt og ulækkert, genkendeligt og fremmed. Stella Belings skulptur Archaeoceti fortolker et forhistorisk havdyr og balancerer mellem leg, alvor og naturens rå kraft.
Andre kunstnere søger nye udtryk i krydsfelter mellem medier. Katja Crevar kombinerer koncept og poesi i værket Progress of Understanding, hvor fejl og rettelser i en sprogtest bliver til kunstneriske spor. Noah Holtegaard bruger sanselige tegninger til at åbne for samtaler om queer liv, krop og kærlighed. Karim Boumjimar forbinder queer-identitet, natur og kultur i sin poetiske akvarel Cruising.
Flere værker er dybt forankret i personlige fortællinger og eksistentielle spørgsmål. Ellinor Åslund skaber i videoværket Die Ewige Suppe et grotesk og surrealistisk univers, hvor personlige erfaringer og samfundskritik smelter sammen i en fabulerende dukketeater-opera. Tilda Lundbohm forener traumer, psykiatri og eksistens i sine sirlige tegninger, der peger på menneskets sårbarhed. Seraina Grupp arbejder i krydsfeltet mellem kunst og mad, hvor hun gennem performances og sociale projekter skaber rum for fællesskab og refleksion om fødevarer, økologi og forrådnelse. Grupp deltager med en performance ved åbningen af ÅRGANG 2025 hos Polestar i Vallensbæk den 23. oktober kl. 17-20.

Årgang 2025 er doneret til Kunst På Arbejdes samling af Trine og Gunnar Kjems.
Kilde:
Kunst På Arbejde