Andrea Damp: Oculus ultimus

Det smalle grundlag for det unikke er begyndt at vakle, idet der bag tilsyneladende entydige verdener, åbner sig konflikter, som forbløffer og til tider skræmmer, da de indeholder ukontrollerbare indsatser. Ved første øjekast ses et landskab, som i næste øjeblik forvandler sig til en sprællende struktur. Det genkendelige undviger og vækker helt forskellige associationer frem mellem en herskende ambivalens og kompleksitet.

Det bestående og som er gået forud, er ikke forældet, og eller forsøgt benægtet, men til gengæld har hun over lang tid beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan maleriet udformes, og hun har en idé og en tilgang til kunstværket, som giver maleriet det præcise udtryk, det behøver for at udvikle sig.

Både den traditionelle figuration såvel som abstraktion giver med visse forbehold frihed. Fundamentet i sin klassiske, refleksive udformning er solidt forankret i fortiden og udfolder maleriets muligheder for nye udtryksformer.

Udtrykket bliver aktiveret med støtte af indhold og udtryk, såvel formelt som oscilleret. At svinge mellem alle de egenskaber, som fremragende kunstpersonligheder og betydningsfulde strømninger i løbet af århundredet allerede har tilført kunsthistorien stimuleres igen og igen af nye associationer, så nye referencer opstår og udviklingen dermed fortsætter.
Narrativ og figuration, effekter af farver og materialer, transcendens og objektivitet, skin og bedrag, sandhed og løgn er tætte og næsten identisk med hinanden og forbliver nærværende og mærkbare.

Malerierne ‘taler’ et sprog, der kan forstås af hver og alle, og alligevel kan alle se noget forskelligt og aldrig det samme to gange.

Kilde: Galleri NB