ANNA BJERGER: Dark Light
22 maj - 12 jul 2020Med energiske penselstrøg og langsom akkuratesse fremmaner den svenske billedkunstner Anna Bjerger en velkendt og sanselig billedverden, der gemmer på tvetydige undertoner af længsel og ensomhed. Nu skaber hun sin hidtil største soloudstilling i Danmark på kunsthallen Gl. Holtegaard. En kvindes uudgrundelige blik, en skødesløs hånd med en rygende cigaret, et landskab med mørke vandrende […]
Med energiske penselstrøg og langsom akkuratesse fremmaner den svenske billedkunstner Anna Bjerger en velkendt og sanselig billedverden, der gemmer på tvetydige undertoner af længsel og ensomhed. Nu skaber hun sin hidtil største soloudstilling i Danmark på kunsthallen Gl. Holtegaard. En kvindes uudgrundelige blik, en skødesløs hånd med en rygende cigaret, et landskab med mørke vandrende […]
Med energiske penselstrøg og langsom akkuratesse fremmaner den svenske billedkunstner Anna Bjerger en velkendt og sanselig billedverden, der gemmer på tvetydige undertoner af længsel og ensomhed. Nu skaber hun sin hidtil største soloudstilling i Danmark på kunsthallen Gl. Holtegaard.
En kvindes uudgrundelige blik, en skødesløs hånd med en rygende cigaret, et landskab med mørke vandrende skikkelser, en agurkeplante. Den svenske billedkunstner Anna Bjergers figurative motiver er enkle og gådefulde. Maleriet er både virtuost, underspillet og umådeligt sanseligt.
Til udstillingen Dark Light på Gl. Holtegaard har Anna Bjerger produceret en lang række nye værker – både små intime og store panoramiske oliemalerier samt bemalede lamper og havestole. Allesammen fører de en poetisk dialog med kunsthallens stemningsfulde barokanlæg. Anna Bjergers malerier hænger sammen i serier, tænkt til præcis det sted, hvor de skal udstilles. Udstillingens værkserier er inspireret af kunsthallens hjemlige atmosfære, de barokke arkitektoniske stiltræk og den historiske have, der hører til Gl. Holtegaard. Kunstneren tager os med på en rejse mellem lys og mørke og fra hjemlige interiører til vilter og storladen natur.
Anna Bjergers malerier bliver til igennem månedlange researchprocesser, hvor kunstneren arbejder ud fra en idé og fortælling. Motiverne finder hun i blandt fotografier, som hun henter fra sit arkiv af magasiner, tidsskrifter og gamle fotobøger.
Kunstnerens billedverden og særegne kompositioner skaber associationer til nutidens instagramkultur. Nøgne fødder på et blødt underlag, en velplaceret ost i perfekt belysning, et halssmykke på gylden sommerhud. Beskueren har rollen som en slags voyeur, der får et flygtigt glimt ind i fragmenterede, intime og private billedrum, der er både fascinerende og tiltrækkende. Men Anna Bjerger giver os ikke svaret på, hvad vi skal se i hendes motiver.
Vi ser kun et fragment af en helhed, men alligevel aner vi tvetydige og ildevarslende undertoner. Er kvinden bange og gemmer sig, eller er hun bare lige vågnet i værket Peek? Er det blod eller neglelak under neglen i Ash? Små detaljer i motiverne får beskueren til at stille skarpt, fordi betydningen er uskarp.
Essensen af Anna Bjergers værker ligger ikke i motivet alene. Bjerger er optaget af forvandlingen fra fotografi til maleri, og hvad der sker, når hun giver et banalt foto opmærksomhed og tyngde. Kunstneren maler med en særlig fornemmelse for, hvordan syns- og følesansen er forbundet. Uanset om motivet er udført med livlige penselstrøg eller sirlige detaljer, så mærker man en intens opmærksomhed på overflader, lysforhold og materialer.
Anna Bjergers værker har nærmest filmisk karakter. Som beskuere finder vores øjne langsomt sammenhænge mellem Bjergers værker og skaber historier på tværs af motiverne, når vi klipper værkerne sammen til en film for vores indre øje. Det er her dramatikken og sammenhængen opstår. Med ét står vi – præcis som det er kunstnerens intention – med hver vores indre fortælling skabt af intimitet, uhygge og poesi.
Kilde: Gl. Holtegaard
2840 Holte
Tors 12-20
Lør-søn 10-17
Alm. entré: 75 kr
Senior (+65): 65 kr
Ung (-30): 65 kr
Børn under 18: Gratis entré
Gratis adgang for handicapledsagere.
Handicaptoilet findes, lige over for kunsthallen.