Gl. Holtegaard
Gl. Holtegaard er en kunsthal for skiftende udstillinger af ny og ældre kunst. Kunsthallen stræber efter at præsentere international kunst for et bredt publikum og bidrage til den æstetiske debat.
Gl. Holtegaard er en kunsthal, som har til huse i Lauritz de Thurahs barokanlæg fra 1756.
På Gl. Holtegaard kan stedets særegne og historiske karakter i hus og have ikke adskilles fra udstillingsprofilen, som i overvejende grad er at vise samtidskunst. Eller sagt med andre ord: Stedets barokarkitektur og ånd er en gennemgående præmis og klangbund for de udstillinger, vi viser på kunsthallen Gl. Holtegaard, hvor vi meget gerne sammenstiller ny og ældre billedkunst og arkitektur med henblik på at aktualisere historien og perspektivere vores samtid.
Haven, som omkranser Gl. Holtegaard, blev i starten af 00’erne genskabt med forbillede i Lauritz de Thurahs gamle barokvision for hus og have fra 1756. Gl. Holtegaards totale anlæg blev bragt tilbage til det, der havde været meningen med det hele fra arkitektens hånd – et lille mini-Versailles i en beskeden nordisk udgave – bare til ham selv som landsted til lyst og gavn, væk fra storbyens anmassende vigør. I dag står en vidunderlig have efter alle barokkunstens regler – et nøje iscenesat univers, som i form, streg og akser definerer bevægelsen rundt i haven. Som besøgende kan vi nyde og bruge et stykke historisk have, der er knivskarpt i sit barokke udtryk, og som er hovedingrediensen i hele stedets identitet.
Krydsbefrugtningen mellem fortid og nutid er blevet et centralt udgangspunkt for alt det, vi gør i vores udstillinger. Dem har vi fire af om året – tre indenfor og en udenfor. Barokhaven betragtes i denne sammenhæng som et udvidet udstillingsrum, der på lige fod med vores andre rum i Lauritz de Thurahs arkitektur, nøje kurateres og iscenesættes ved hver eneste udstilling.
Gl. Holtegaard danner i løbet af året ramme om et mangfoldigt aktivitetsprogram, som er en integreret del af udstillingerne og Gl. Holtegaard som sted og kulturinstitution. Her er aktiviteter og arrangementer som artist talks, performances, foredrag, workshops, debatter, havevandringer, koncerter m.m.
Kilde: Gl. Holtegaard
2840 Holte
Alm. entré: 75 kr
Senior (+65): 65 kr
Ung (-30): 65 kr
Børn under 18: Gratis entré
Gratis adgang for handicapledsagere.
Handicaptoilet findes, lige over for kunsthallen.