At rejse sig i mørket

De 118 værker i udstillingen At rejse sig i mørket præsenterer en barsk fortælling om, hvordan en gruppe danske grafikere i 1950’erne oplevede efterkrigstiden og truslen om en ny altudslettende atomkrig. Deres kunst afspejler først og fremmest en dyb bekymring for menneskets fremtid. Men kunstnerne troede på, at kunsten kunne og skulle bidrage til den erkendelse og samtidig være med til at skabe et grundlag for en bedre fremtid for menneskeheden. Bag værkernes dystre toner ligger der en tro på, at mennesket kan rejse sig igen.

Fælles for de 12 kunstnere, der er med på udstillingen, er, at de beskæftigede sig med menneskefiguren og interesserede sig for menneskets oplevelse af den mørke tid. I Svend Wiig Hansens radering De søgende fra 1958 går fem mennesker rundt uden mål i et goldt, jordisk klippelandskab, hvor katastrofen er sket. Motivet beskriver den usikkerhed og ensomhed, som mange mennesker oplevede i tiden efter 2. verdenskrig og under den tidlige kolde krig.

En mindre del af udstillingens værker anlægger en mere optimistisk vinkel og koncentrerer sig i stedet om de nære relationer, på forholdet til medmennesket. De vidner om 1950’ernes store fokus på humanisme og den vilje til igen at kunne tro på menneskets værdighed og fremtid, der fandtes i perioden. Jane Muus’ sympatiske skildringer af almindelige mennesker og Erling Frederiksens mor-barn-billeder er eksempler på, at det almenmenneskelige bliver en form for stabil platform, som mennesket kan navigere ud fra i en verden præget af usikkerhed og frygt.

Mennesket i centrum
Værkerne er reaktioner på samtidens politiske situation, men de kommenterer eller afbilder aldrig specifikke begivenheder. I stedet fortæller de om menneskets følelsesmæssige oplevelse og reaktion på begivenhederne. Det er mennesket, der er i centrum både som figur og indhold. Denne insisteren på menneskefiguren er i sig selv en markering af kunstnernes tro på menneskets værdighed og fremtid.

Kilde: SMK – Statens Museum for Kunst