Mirage er en drømmeagtig totalinstallation, hvor publikum inviteres ind i et forskudt, sanseligt univers, der spejler kunstnerens indre landskab i konstant forhandling med et ydre, kommercielt billedsprog. Udstillingen udfolder sig i et spændingsfelt mellem begær og modstand, skønhed og udmattelse, forførelse og sårbarhed.
I rummet fremstår malerier af opløste ansigter, refleksioner og tekstile landskaber, som breder sig hen over gulvet som ruiner. Et lydlandskab løber gennem installationen: kunstnerens egen stemme, der øver sig i ikke at købe et par solbriller, væves sammen med kakofoniske råb fra Kantamanto-markedet i Ghana.
Kantamanto er et af verdens største markeder for brugt tøj, og et sted hvor enorme mængder vestligt overforbrug ender. Her ophobes tekstiler i dystopiske, bløde landskaber af kasserede beklædningsgenstande, langt fra de systemer og begær, der producerede dem. Et håndgribeligt billede på global ubalance, hvor nogle forbruger, mens andre både opretholder et levebrød og lever med konsekvenserne.
Mirage opererer i spændingsfeltet mellem begær og modstand, mellem tiltrækning og udmattelse. Referencer til modemagasiner og reklamens æstetik strømmer gennem værkerne, men møder en rå og uforudsigelig materialitet: brugte tekstiler, rester, spor af noget, der allerede har levet. Perfekte overflader og løfter om transformation står side om side med det slidte, det kasserede og det overdrevne.
Udstillingen peger på det ubehagelige paradoks, vi alle er en del af: en vestlig forbrugskultur, der producerer både begær og affald i samme bevægelse. Men frem for at udskamme eller stille beskueren til ansvar, arbejder værkerne i et mere åbent og sanseligt register. Der er noget legende og afvæbnende i installationen, og en konstruktiv æstetisk dimension.
For kunstneren, med en baggrund i modeverdenen, bliver materialerne ikke kun et vidnesbyrd om et system, men også et sted at arbejde ud fra. Ikke som ren kritik, men som en forskydning: et forsøg på at tage det, der allerede findes – det brugte, det overproducerede, det allerede belastede – og give det en anden form for betydning. En langsommere, mere sanselig værdi, som ikke kan måles eller optimeres.
Mirage er ikke en moralsk dom. Det er et rum, man træder ind i. Et sted, hvor skønheden stadig virker, men ikke længere er uskyldig. Hvor materialer bærer deres historier med sig. Og hvor der, midt i overflod, udmattelse og restaffald, opstår små forskydninger, hvorigennem noget andet måske kan tage form.
Kilde:
Formation Gallery
Formation Gallery
