Birk Bjørlo: I Took a Look at the Sun and it Gave Me a Headache

Lys og mørke flimrer for vores øje. De mange malede lag visualiserer en tilstand eller et indre rum, snarere end et faktisk sted. Bjørlo viderefører den eksistentialistiske tanke i det nordiske landskabsmaleri, men bryder med traditionen med sin nonfigurative natur, der vibrerer som en taktil urmasse på lærredet. I værkerne undersøges lyset, og dermed også mørket. Store farvefelter lyser op, som en sol, og holder os på afstand af de store lærreder, mens mindre mørke lærreder suger os ind, som var de sorte huller i et uhåndgribeligt stort univers.

I lyset findes en dobbelthed. Når vi vender hovedet op mod solen, bliver vi blændet, men samtidig oplyst. Lysest falder på vores krop. Vi konfronteres med vores egen længsel og nuværende tilstand; i hvilket indre og ydre landskab, vi befinder os.
Det er en umiddelbar kropslig oplevelse, vi konfronteres med, når vi står overfor Bjørlos visualiseringer af lys og mørke. En oplevelse, der giver genlyd af det sublime – det, der ikke kan begribes med forstanden eller forklares med ord, men som her sætter sine spor i beskueren som kropslig erfaring. Vi er tilstede foran Bjørlos værker og vi mærker værkernes tilstedeværelse.

Kilde: Gether Contemporary