Afskallet husmur eller abstrakt maleri?

Det er virkelig flot, uden tvivl. Som hvis man ser gennem et fugtet blomsterblad og fanger morgendug og regnbueskala, som hvis man ser på en olieplet i aftenlys eller en megaforstørrelse af nogle mikroceller. Så megen poesi er der. Det er smukt som en afskallet husmur. Eller: det er smukt som et godt abstrakt maleri.

Billedet, som indleder denne tekst, er et kunstværk af Birk Bjørlo, som nyligt havde en soloudstilling hos Gether Contemporary. Jeg tager afsæt i denne udstilling for at skrive om det abstrakte maleri.

Hvis vi ser på værkerne, så er det meget teknisk. Ja, det handler temmelig meget om tid og teknik, om tålmodighed. Kunstneren har fundet sig en metode, der virker. Så kan der arbejdes løs. Lag på lag på lag. Det forestiller ikke noget, det vil være noget. Gengivelserne her på siden yder ikke malerierne respekt, for farven er vitterligt suget ind i lærredet, der er bearbejdet gennem mange lag. Nogle er sprayet, så farven står svampet-boblende.

Det kan ende med at være noget, på samme måde som en afskallet husmur kan være noget, noget virkelig flot.

Tak Mark
Jeg plejer at sige, at det er Mark Rothko, der har lært mig at se på afskallede husmure. Navnlig de modne værker fra 1948 og frem, hvor han satte blokke og rektangler af farve oven på hinanden. Helt fladt, men meget rumligt, fordi de forskellige farvelag er suget ind i uimprægneret lærred. Man ser ikke penselstrøg, farveblokkene står, som var de fremkaldt ved, at lysfarve har lagt sig selv.

Bjørlo er født 1986, Rothko er født 1903. Der er mange, både samtidig med og efter, der som Rothko behændigt har skabt malerier, som ikke forestiller noget, men som med deres ikke-motiver er farver, der sitrer og giver en kropslig oplevelse.

Så sådan er det. Farven er. Ligesom muren, der er. Muren, der med delvis solbleget og sine steder afskallede maling virker så voldsomt æstetisk, at det kunne være en kunstners bevidste værk; en omhyggelig bearbejdning af en overflade, en flade, som kan give en kropslig oplevelse.

Fordi jeg har set på galleriernes og museernes malerier af intense overflader, så kan jeg også se muren som en intens oplevelse. Hvis ikke muren, så et stykke særligt tekstil eller noget emballage med en bemærkelsesværdig struktur.

Hvad mere end overflade
Er malerierne stadig berettigede? Kan jeg nøjes med at se på overflader, materialer og nuancer i alskens sammenhænge? Er det motivløse maleri intet andet end et stykke kunsthåndværk, en interessant teknik anvendt på en overflade?

Maleriet præsenteres privilegeret. Der er ingen forstyrrelser på galleriet og museet. Her er roen til at øve sig i den intense overflade, der, som kunstværk, ikke længere er en overflade, men sit eget væsen. Herved er maleriet stadig berettiget.

Det abstrakte maleri har også en historie, der forholder sig til samfund og samtid.

Historien
Det hører med til historien, at det abstrakte maleri blev promoveret som del af den abstrakte ekspressionisme som et tæt samarbejde mellem kunstmuseet MoMA og efterretningstjenesten CIA, der brugte kunsten under Den Kolde Krig i 1950erne og frem, for at brande USA som et progressivt og rummeligt land med en stærk og egenartet kultur, i modsætning til en postuleret hæmmet kultur bag jerntæppet. At flere af kunstnerne fra kredsen, som blev ført frem af den amerikanske efterretningstjeneste, var immigranter, også fra Østeuropa, blev nedtonet.

Den oprindelige tidlige, formelle abstraktion, som Kazimir Malevich’ sorte kvadrat fra 1915 og andre hovedværker fra 1910erne og 1920erne, var udtryk for et ønske om renhed, nybrud og ofte også åndelighed. Den abstrakte kunst kan også ses som reaktion på en moderne verden, som blev stadigt mere kompleks, så magstrukturer, værdisætning, bytteforhold og handel ikke længere var én-til-én repræsentation. Derfor måtte også kunsten slippe formen.

Senere, i 1950erne og frem, med blandt andre Barnett Newmans enkle malerier med stort set kun én farve og én vertikal streg, blev den formelle abstraktion set som et negativt nulpunkt. Som udtryk for, at motiver ikke gav mening. Den store sandhed, den klare genstand, var forsvundet ud af syne.

Meget er sket derimellem og samtidens abstraktion vælger frit egne motivationer. Det hævdes, at abstraktion handler om anti-materialisme og hermed anti-kapitalisme.

I dag bruges abstraktion ikke kun til at beskrive en formel abstraktion i forbindelse med maleri, men også til at beskrive en social og en økonomisk abstraktion, jvf. antologien Abstraction (red. Maria Lind) udgivet 2013 af Whitechapel Gallery London/MIT Press.

Parallelt hermed er der dem, der bare maler.

Tendensen
Fra slut 1990erne og frem er der en fornyet interesse i det formelle, abstrakte maleri. Det ses på kunstmesserne, gallerierne og akademiernes afgangsudstillinger. Af nylige afgængere fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, som arbejder abstrakt (og nonfigurativt) tælles Birk Bjørlo, Carsten Crone Caroc, Astrid Marie Christiansen, Malte Fisker, Martin Aagaard Hansen, Sylvester Hegner, Casper Koch Hughes, Mads Lindberg, Alexander Marchuk, Andreas Nykvist, Ida Settergren og Carolina Wiehe Welroos.

Navnlig ved det nonfigurative maleri nævnes selve udførelsen som væsentlig. Det kan handle om en gentagelse, om mange lag og små penselstrøg. Eller det kan handle om en ekspressiv løssluppenhed.

Ved Bjørlo er det gentagelsen, som er kendetegnende. Gentagelsen og tiden, som gentagelsen kræver.

Der er ikke nogen gentagelse, ikke nogen ført hånd eller kunstnerisk bevidsthed i den smukke overflade, som jeg ser på den solblegede blågrå husmur. Men tiden er der. Og den smukke overflade, som tager min opmærksomhed, sætter et punktum og giver et øjeblik af ro. Tak. Også tak til Mark og tak til Birk.