Christian Achenbach: Isotopes

Christian Achenbachs nye udstilling Isotopes er grundlæggende en hyldest til den tidlige modernismes formsprog og virkemidler. Selv beskriver Achenbach værkerne og sit arbejde med disse som en undersøgelse af modernismens fremvækst udsat for vor tids æstetiske koder.

Udtrykket i Isotopes er konsekvent non-figurativt, og størstedelen af værkerne lander i spændingsfeltet mellem dét, man ville kalde geometrisk abstraktion og konkret kunst. Inspirationen til udstillingen skal findes i så forskellige kilder som Harry Bertoias skulpturer, Leopold Survage, Willi Baumeister og Ben Nicholsons malerier, og bevægelser som Konstruktivismen, Op Art og ikke mindst Minimalismen.

Selv omtaler Achenbach sine lån som visuelle citater: Øvelsen er at løfte et bestemt citat ud af sin oprindelige kontekst og placere det i en ny. På denne måde kan en enkeltstående form fra et Survage-maleri pludselig ende som en stål- og glasskulptur: En idé genintroduceret i et nyt materiale; en ny kontekst. For Achenbach betyder materialerne nemlig mindst lige så meget som selve værkets komposition. Eller rettere: Disse to størrelser er for ham uadskillelige.

Især glas spiller en hovedrolle i Isotopes, hvor mangefarvede prismers gennemsigtighed og evne til at fange og fordele lys er central. Men også stål går igen i stort set samtlige værker – blandt andet fordi alle malerierne er monteret i elegante svæverammer af rustfri stål. Og ved at bruge stålet på denne måde understreger Christian Achenbach samtidig essensen af sin seneste produktion, forsøget på at italesætte modsætningsforholdet mellem materiale og indhold: Er rammen en del af værket? Er maleriet et objekt? Giver materialet liv til motivet, eller er det omvendt?

Der gives ingen entydige svar i udstillingen, men det er heller ikke kunstnerens ærinde. Med Isotopes ønsker Achenbach først og fremmest, at beskueren tvinges til at betragte kunstværket på en ny måde. Og det lykkes glimrende.

Kilde: Hans Alf Gallery