Den Flyvende sommerhest var et forslag til navnet på et spritduplikeret blad vi udgav på det fritidshjem jeg gik på i sluttredserne. Fritidshjemmet var blevet overtaget af hippiekommunistiske eks-håndværkere der bl.a. tog os med ind og se balletten Dødens triumf og fortalte os vanvittige historier om vampyrer og indoktrinerede os. Titlen er en hyldest til dem.
Jeg har brugt sommeren med langsomt at få Urger house første udstilling til tage form. Den består af et remix af papskulpturer, jeg har brugt som bl.a. scenografier til mine egne teaterstykker, fra 2016-18 som står og ser vilde og lidt indespærrede ud i den ene del af forrummet. Den anden del er optaget min nye keramik som har taget form hen over det sidste års tid. Den bliver præsenteret som en installation på nogle meget hjemmelavede borde jeg har malet højglans krom.
Her til sidst i processen, da den sidste ovn var sat over fandt jeg ud af hvor min inspiration til keramikken var kommet fra. Eller inspiration er måske et forkert ord, for hvad i ser er hvad hænderne ville, mere end hvad hovedet havde besluttet sig for. Jeg havde hele tiden troet at det kom fra Ursula Munch Petersen som jeg kendte som barn, men det viste sig at den kom fra Bodil Marie Nielsen som jeg også kendte som barn. Og af en eller anden grund fik jeg som barn rodet de to kunstnere sammen til en person. Så det var først efter et besøg hos sin far at jeg fik trådene reddet ud. Meget forvirrende. Men sådan er der med så meget med kunst: Vi tror os i stand til at overskue ting og kan være ganske faste i vores overbevisning og ligge planer og udtænke koncepter og fanden og hans pumpestok og så ramler det hele om ørene på os. Skønt!!! Arbejdstitlen til udstillingen var “Den misundelige tilskuer” med henvisning til de vrede papfigurer og egentlig også fordi i burde være misundelige på kunstnerne.
Vi har det sjovt mens vi er på røven.
Vi har det sjovt mens vi er på røven.
- Christian Schmidt Rasmussen
Kilde: Urger House
