Med udstillingen 1:1 undersøger Christina Marie Jespersen forholdet mellem sprog, erfaring og erkendelse. Projektet tager udgangspunkt i de fælles forestillinger og billeder, der eksisterer i vores kollektive bevidsthed, og som former vores måde at forstå verden på – ofte længe inden vi bliver opmærksomme på dem.
Hvad ved vi allerede inden det bliver sagt?
På bambara betyder kuma ord eller tale. I Bambara-traditionen forbindes kuma med en kraft, der ikke blot beskriver verden, men også er med til at forme den.
“… nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se sig om, og så komme og fortælle mig, hvad den havde set!” -Skyggen, af HC Andersen
1:1 tilbyder ingen forklaring og ingen bestemt læsning. Værket insisterer på den direkte erfaring og på det øjeblik, hvor noget genkendes, før det forstås. Produceret specifikt til KIOSK på Frederiksberg Hospital udfolder værket sig i spændingsfeltet mellem virkelighed og repræsentation, mellem det private og det offentlige, mellem det sete og det endnu ikke sagte. KIOSKs store vinduespartier gør værket synligt døgnet rundt. Mødet finder sted i forbifarten, uden adgangsbillet, åbningstid eller instruktion. Her bliver bygningen ikke blot en ramme om værket, men en del af det.
Kilde: KIOSK
