Coloring Sheet PAUSE: 1

29 maj - 30 jun 2026

FOYERcontemporary inviterer til Social Afternoon Art.

Coloring Sheet af Sif Hedegaard. Foto: FOYERcontemporary

FOYERcontemporary inviterer til Social Afternoon Art.

1. marts 2026
Hvad sker der når samtidskunsten træder ud af den hvide kube og ind i det levede liv? Når værket ikke længere er noget man beskuer på afstand, men noget man rører ved, arbejder videre i og sætter sit eget aftryk på?
Coloring Sheet er et kuratorisk gruppeformat udviklet af FOYERcontemporary til Eventyrkiosken i Fælledparken. Udvalgte samtidskunstnere Marie Bonfils, Rose Eken, Sif Hedegaard, Jasper Stürup, Evalajka Pervin, og Sofie Amalie Andersen, er hver inviteret til at udvikle et originalt værk, som oversættes til et frit tilgængeligt tegneark i sort/hvid. Arkene er ikke reproduktioner – de er selvstændige værker i et andet format, skabt til at blive aktiveret af den der holder dem i hænderne.
Formatet tager afsæt i tegnearket – et demokratisk og genkendeligt redskab – og løfter det ind i en kunstnerisk og social praksis. Publikum inviteres ind i en åben dialog med værket: uden krav, uden forudgående kunstkendskab, uden noget rigtigt eller forkert. Kun mødet mellem hånd, papir og kunstnerens univers.
I udstillingsperioden præsenteres kunstnernes originale værker samlet i Eventyrkiosken – som vægudstilling eller hæfte – så processen og det færdige mødes i samme rum. Coloring Sheet er en pause, en åbning og en invitation til at træde ind i kunsten på egne præmisser.
Arkene kan afhentes gratis i Eventyrkiosken, Fælledparken. Åben for alle.

Adresse
EventyrkioskenPer Henrik Lings Alle 1 – Fælledparken - Østerbro
Åbningstider
Alle dage: 8.30-20