Decolonizing Appearance

Anbefalet under Det skal du se! uge 38
Decolonizing Appearance er at stille spørgsmål. Hvordan fremtræder den koloniserede og kolonisatoren for hinanden? Hvordan kan den koloniserede påberåbe sig retten til at se, retten til at blive set – kort sagt, retten til at fremtræde? Hvad vil der ske, når fremtræden dekoloniseres? Dekolonisering er ikke en metafor. Det er ikke en opgave for kunst alene. Værkerne på væggene i denne udstilling ræsonerer med konversationer i udstillingsrummet, i flygtningemedborgerhuset Trampolinhuset, hvor det ligger, i København og videre endnu.

I takt med at nationalisme, racisme og fremmedhad hævdes at være ‘sund fornuft’ i vor globale nutid er det afgørende at fortsætte med at forestille sig andre nutider og mulige fremtider. Og at leve i dem. Hvad vil der ske, når fremtræden dekoloniseres? For hvem kan vi fremtræde? Hvordan? Hvem er ‘vi’? Hvad skal der til, før dekolonisering kan finde sted, hvor du bor?

Decolonizing Appearance bringer individer og kollektiver sammen, som på forskellig vis bearbejder disse spørgsmål i fotografi, video, installationskunst og tekst. Værkerne adresserer problemstillinger fra Gaza til Caribbean, Afrika, USA og Danmark. Det er ikke kun noget at betragte, det er noget at gøre – fra at male vægmalerier og lave bannere til at dekolonisere forsamlinger og workshops.

I Decolonizing Appearance er solidaritet et udsagnsord og et spørgsmål: Hvordan ser solidaritet ud? Direkte aktion er et kunstværk. Militant forskning danner grobund for en ny bevidsthed – dekoloniseret fremtræden. Kort sagt: Dér, hvor hver eneste person er fuldt ud menneskelig, uden betingelser og uden hierarkier, med respekt og med kærlighed. Værkerne i udstillingen hjælper os med at forstå, hvad det ville betyde: Forensic Architecture viser os, hvordan vi kan bruge sociale medier til at forstå historien; John Akomfrah giver form til dekoloniseringens ‘tabula rasa’ i sin serie The Utopian Palimpsest; Jeannette Ehlers konfronterer os med strukturelle spørgsmål om kolonialitet, racialisering og migration; Carl Popes letterpress plakater udforsker betydningen af sort og sorthed. Khalid Albaih som networker Afrika, mens Pedro Lasch kortlægger verdens oprindelige folk; Jane Jin Kaisen visualiserer intersektionelle liv; Abdul Dube og Dread Scott spørger, hvem der kan påberåbe sig retten til at være et menneske; og Marronage og MTL Collective, som engagerer os i dekolonial organisering.

Kilde: CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst