Duo-udstilling: Søren Thygesen versus Esben Klemann

For Esben Klemann smelter sporene ofte sammen. Hans modellering i leret udnytter materialets formbarhed og rummer dybe, rytmiske bevægelser ind i klumpen – ren, enkel konstruktion, alle betydninger væk. I den keramiske beton opstår formen derimod som negativ, enten frit skåret i polystyren eller afformet over et forlæg i ler. Polystyrenens egen stoflige karakter overføres til den nye form og er med til at definere udtrykket.

Den ubesværede skæreproces i blokken er samtidig defineret som en slags taktil skrift, som på en gang både fordrer kontrol og fokus på visionen og tillader formen at opstå frit i forhold til det materiale, som den senere skal støbes i. Værkerne bærer præg af Klemanns fortrolighed med formsproget og den symbiose, der med tiden opstår mellem de to tilgange.

Taktil skrift kan jo læses, når man øver sig…

Søren Thygesen veksler også mellem materialerne og udvikler teknikker gennem serier af eksperimenter, hvor formen løsriver sig fra den umiddelbare aflæsning. Han skærer sig i flamingoklodsen frem til tegn og udtryk uden fornemmelse af vægt og oversætter disse former til betonens tyngde. Ofte afsluttes værkerne i en klassisk keramisk proces med glaserede overflader – i modsætning til Klemanns monokrome skulpturer.

Thygesen dyrker den ekstra visuelle karakter, glasurerne kan tilføre. Nogle værker forfines med sølvagtige overflader, andre får rå, bastante farver. Han udfordrer skønhedsbegreberne og sætter objektkategorierne under lup ved at indramme den skulpturelle figur, hvad enten det er en fri bevægelse eller et kendt objekt som en kande. Indramningen kan både understrege figurens betydning – se på mig! – og isolere den fra dens omverden.

Kilde:
Peach Corner