Hvorfor fylder køer pludselig så meget i 1800-tallets kunst? Hvordan endte levende løver i Paris? Kan en elefant egentlig løbe som andre dyr? Og hvad kan små skulpturer fortælle os om, hvordan mennesker har set på dyr og natur?
Det er bare nogle af de spørgsmål, der rejser sig i udstillingen Dyrenes indtog. Skulpturer af Antoine-Louis Barye, som Glyptoteket viser fra den 9. maj 2026.
Med Glyptotekets samling af 34 små dyreskulpturer af den franske kunstner Antoine-Louis Barye (1795-1875) kan publikum komme helt tæt på dyrene. Ikke bare helt bogstaveligt, hvor man i øjenhøjde med bronzeskulpturerne kan gå på opdagelse i detaljerige skildringer af muskler og bevægelser, men også ved at dykke ned i en kulturhistorie om videnskab, civilisation og menneskets blik på naturen.
Udstillingen ledsages desuden af et særligt formidlingsspor, hvor tekster målrettet til børn åbner skulpturerne op for små museumsgæster.
Menageriets Michelangelo
Dyrene rykkede ind i kunsten i 1800-tallet. Påvirket af ny videnskab, zoologiske haver, det gryende industrilandbrug, dyrerettigheder og indtoget af kæledyr fik dyrene en ny rolle. De var ikke længere blot et baggrundsmotiv, men blev nu portrætteret i egen ret med karakter og udtryk.
Dyrene rykkede ind i kunsten i 1800-tallet. Påvirket af ny videnskab, zoologiske haver, det gryende industrilandbrug, dyrerettigheder og indtoget af kæledyr fik dyrene en ny rolle. De var ikke længere blot et baggrundsmotiv, men blev nu portrætteret i egen ret med karakter og udtryk.
Baryes kunstneriske tilgang til dyr var præget af anatomisk præcision og videnskabelig interesse. Sammen med kunstnerkollegaen Eugène Delacroix studerede Barye dyrenes kroppe gennem dissektioner på Naturhistorisk Museum i Paris og observerede levende dyr i Jardin des Plantes’ zoologiske have.
Hans værker kombinerer naturstudier med kunstnerisk fantasi og dramatiske kompositioner, hvilket gjorde ham til en pioner inden for dyreskulptur og gav ham tilnavnet 'Menageriets Michelangelo'. Som Michelangelo mestrede menneskekroppen, mestrede Barye dyrekroppen - med samme anatomiske præcision og dramatiske kraft.
Kilde:
Glyptoteket
Glyptoteket
