Kunstmuseet i Tønder åbner den 22. januar kl. 17 udstillingen Eksperimenternes tid – Dansk modernisme fra samlingen, der viser værker fra Museum Sønderjyllands rige samling af modernistisk kunst. Udstillingen giver publikum en sanselig rejse ind i begyndelsen af 1900-tallet – en tid præget af kunstnerisk mod, nyskabelse og radikale brud med traditionen.
I starten af 1900-tallet åbnede kunstnerne kunsten mod nye veje. De eksperimenterede med farvernes kraft, formens muligheder og det personlige udtryk. Resultatet blev et væld af nye stilarter og kunstneriske retninger, der tilsammen markerer modernismens gennembrud i dansk kunst.
Perioden var præget af store samfundsmæssige omvæltninger. Industrien buldrede frem, Første Verdenskrig rasede, og verden oplevedes på én gang både større og mindre. Samfundet var i forandring, og kunstnernes jagt på ”det nye maleri” førte til en eksplosiv udvikling i udtryksformer og idéer.
Udstillingen præsenterer værker af en lang række centrale kunstnere, herunder Harald Giersing, Vilhelm Lundstrøm, Edvard Weie, J.F. Willumsen, Jens Søndergaard, Oluf Høst, Olivia Holm-Møller, Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke Petersen, Rita Kernn-Larsen og Franciska Clausen.
Alle de udstillede værker kommer fra Museum Sønderjyllands store kunstsamling. I udstillingen kan publikum også opleve hvordan museet arbejder med samlingen bag kulissen. Derudover kan man opleve, hvordan lokale sønderjyder møder udvalgte kunstværker og se hvilke samtaler der opstår i deres møde med hinanden og med kunsten.
Udstillingen er den sidste store særudstilling, inden Museerne i Tønder lukker for at gennemgå en omfattende modernisering.
Kilde:
Kunstmuseet i Tønder
Kunstmuseet i Tønder
