VIP henter sin titel fra udelukkelsens arkitektur: det private rum, bagrummet, greenroomet, området med begrænset adgang. Her henviser “VIP” ikke til en person, men til et rum.
Disse rum skaber deres tiltrækning netop gennem begrænsning. Bag deres vægge findes et ukendt indre. Fantasien udfylder det, som ikke kan ses, og ønsket om at træde ind bliver en stille forhandling mellem nysgerrighed og forbud.
I installationen er det sorte kubiske rum løsrevet fra sin oprindelige funktion og gentænkt som en skulpturel form. Adskilt fra arkitekturen fremstår det som et objekt: en tæt, uigennemtrængelig blok, hvis indre forbliver utilgængeligt.
Det lukkede rum fungerer som et ekko af den måde, idéer opstår på — fra et sted, der ikke kan iagttages direkte eller fuldt ud formuleres. Skabelsesprocessen begynder i denne indre zone, et sted der kun delvist er bevidst.
De oppustelige strukturer, støbt i sort polyurethanharpiks, fremstår både som tærskel og organisme. De antyder passage, men også afspærring. Overfladerne er industrielle og præcise, mens formerne stadig bærer spor af oppustningens bevægelse — udvidelse og tryk.
Installationen spænder rummet op i en subtil spænding, der både trækker indad og presser udad. Den peger på, at adgang altid er delvis, og at det, der tiltrækker os stærkest, måske netop er det, vi aldrig helt kan træde ind i.
Kilde:
inter.pblc
inter.pblc