Emily Gernild & Martha Hviid: Dagsrester og Andre Pressede Citroner

21 apr - 20 jun 2021

Det bliver friskt, ungt og overraskende, når Gammelgaard slår dørene op til årets første udstilling med maleren Emily Gernild og skulptøren Martha Hviid. Begge kunstnere er kosmopolitisk dannede og orienterede mod en større kunstverden – bl.a. som resultat af, at de begge har uddannet sig både inden- og udenlands. De to mødtes på Det Fynske […]

Emily Gernild. Foto: Gammelgaard.

Det bliver friskt, ungt og overraskende, når Gammelgaard slår dørene op til årets første udstilling med maleren Emily Gernild og skulptøren Martha Hviid. Begge kunstnere er kosmopolitisk dannede og orienterede mod en større kunstverden – bl.a. som resultat af, at de begge har uddannet sig både inden- og udenlands. De to mødtes på Det Fynske […]


info

Emily Gernild & Martha Hviid: Dagsrester og Andre Pressede Citroner21 apr - 20 jun 2021

Det bliver friskt, ungt og overraskende, når Gammelgaard slår dørene op til årets første udstilling med maleren Emily Gernild og skulptøren Martha Hviid.

Begge kunstnere er kosmopolitisk dannede og orienterede mod en større kunstverden – bl.a. som resultat af, at de begge har uddannet sig både inden- og udenlands. De to mødtes på Det Fynske Kunstakademi og tog senere videre til andre læreanstalter; Emily Gernild på udveksling ved akademiet i Düsseldorf under den dansk-israelske kunstner Tal R, og Martha Hviid til London, hvor hun færdiggjorde sin Master ved Royal College of Art samt derfra også en udveksling ved University of Texas i Austin.

Emily Gernild. Foto: Gammelgaard.
Emily Gernild. Foto: Gammelgaard.

Nu er Emily Gernild og Martha Hviid atter genforenede på Gammelgaard med udstillingen Dagsrester og Andre Pressede Citroner. En udstilling, der er opstået gennem en vedvarende dialog og undersøgelse af, hvor deres ellers ret forskelligrettede og forskelligartede praksisser mødes. Som udstillingstitlen antyder, bliver det en udstilling med en del tyngde blandet med et glimt i øjet. Begge kunstnere har hertil taget drømmen som reference, og ikke mindst den fase, der opstår mellem vågen og sovende.

Hvor Emily Gernilds værker tager afsæt i sindets betragtninger og bearbejdning af hverdagens objekter og symboler, undersøger Martha Hviid neurologisk, nedarvede rester fra en overlevelseslogik ældre end det moderne menneskes. Begge har dog en fælles fascination af den transformation og sårbarhed, vi alle gennemgår i løbet af nattens sovende timer. Hvordan vi på samme tid kan veksle mellem at føle os store og små, løse, men faste, genkendelige såvel som fremmede for os selv.

Emily Gernilds værker bærer præg af en næsten collageagtig sammenblanding af sansninger og dagsrester, der til forveksling ligner REM-søvnens mønster og funktion. Under REM-søvnen minder hjernebølgerne om dem fra den vågne hjernes. Derfor kalder man nogle gange REM-søvnen for ‘vågen hjerne i sovende krop’. Det er her, vi drømmer, og billederne, vi oplever, består af en surreal pærevælling af rester fra dagens oplevelser og indtryk. Vi er ofte ikke selv herre over, hvad der bliver sat sammen, eller hvilke narrativer, der bliver skabt.

Emily Gernilds arbejdsmetode ligner i påfaldende grad drømmearbejdet. Hun henter typisk sine foretrukne motiver i hverdagsobjekter og tager ganske ofte udgangspunkt i disses genkendelige former. Men disse formationer opløses i forskellig grad til nye abstraktioner, farvefelter og narrativer. De collageagtige maleriers motiver er karakteristiske ved hendes frie fortolkninger, både hvad angår deres figurative kvaliteter og placering. Alt er i bevægelse og veksler mellem kaos, kamp, harmoni og ro, hvilket resulterer i værker, der på én gang både fremstår sært appellerende, forførende samt uroskabende. Det er ikke blot som i en drøm, men endda også en form for dans. Og vel at mærke af den dynamiske og energiske slags. Billederne er ofte flerperspektiviske og kalejdoskopiske – ligesom i drømme.

Martha Hviids bidrag til udstillingen hedder Hypnic Jerk opkaldt efter det engelske udtryk for, hvad vi på dansk kalder ‘søvnryk’. De fleste kender fænomenet som en ufrivillig følelse af at falde eller snuble, lige når man er på nippet til at falde i søvn. Man mener, dette er en neurologisk rest fra urmennesket, der sov i træerne og skulle sørge for at holde balancen, selv i søvne. Denne konceptuelle indgangsvinkel peger ganske fint i retning af Martha Hviids måde at arbejde på.

Værket består af flere elementer, som fordeler sig i begge ladebygninger. I Gl. Lade indtager en trækonstruktion belagt med tæppe det meste af gulvet. På tæppet er malet et motiv af en snublende person. Sko og lemmer flyver op og fra hinanden, som i en drøm, hvor hele legemet er relativt og opløseligt. Og i Ny Lade vil man møde Martha Hviids keramikskulpturer, der motivmæssigt refererer til konstruktionen i Gl. Lade. Her er den faldende person landet – nu som fragmenterede og isolerede elementer, nærmest strategisk placeret på flisegulvets skaklignende mønster. Vi må bare selv tænke os frem til hvilket spil, vi pludselig er vidne til, eller måske en del af?

Kilde: Gammelgaard


Adresse
GammelgaardGl. Klausdalsbrovej 436
2730 Herlev

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 12:00 - 17:00
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 12:00 - 17:00
Søndag: 12:00 - 17:00

Entre pris
Gratis entré

Tilgængelighed
Er du gangbesværet, skal du være opmærksom på, at der er en trappe op til indgangen i Hovedhuset. Vi har derfor en elevator på højre side af bygningen. Indgangen til både Ny og Gl Sal ligger i stueplan. Og i Gl Sal forefindes desuden handicaptoilet.