Alle danskere har et forhold til stranden. Kyststrækningen, som omkranser Danmark, er enorm og måler ca. 8.750 km. Her har vi altid færdedes, slidt og stridt. Men en dag i 1800-tallet blev stranden opdaget af kunstnerne. Først ledte de efter drama – de store skibbrud og strandinger – siden fik de blik for fiskernes daglige arbejde og for lysets mange refleksioner i sand og vand.
Særudstillingen En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910 fortæller historien om de danske kunstneres billeder af strandene omkring os til alle årstider. Om de store ændringer i vores syn på landskabet og stranden, som kunstnere gennem deres billeder var med til at skabe, og som danner grundlag for vores fælles kulturhistorie.
OPDAGET AF KUNSTNERNE
Det moderne strandbillede kom til Danmark og resten af Europa med romantikken omkring år 1800. Det var en strømning, der satte fokus på følelser og natur. For at male mere overbevisende landskaber tog kunstnerne ud i landet. Her interesserede de sig hurtigt for de lokale beboere. Billeder af almindelige menneskers liv kom på mode i 1800-tallet, og danske kunstnere blev af meningsdannere opfordret til at male bøndernes og fiskernes liv. Badegæsterne begyndte efterhånden at komme i anden halvdel af 1800-tallet, og stranden blev ramme om sommerferier. Det begyndte at præge kunstnernes værker, hvor byboere fra middeklassen nu også kunne ses på stranden.
HÅRDT SLID OG SOLBESKINNET LEDIGGANG
En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910 er en udstilling om danske kunstneres blik på et helt særligt landskab. I malerierne ser vi store skred i det liv, som stranden danner ramme om. Stranden er et sted, hvor kunstnerne bearbejder vigtige historier, men ofte ender stranden selv som baggrund. En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910 vil vende perspektivet og lyse stranden op. Stranden er mål for dagdrømme og længsler, og det ses ligeledes i landskabsmaleriet. Strandens kunsthistorie er også kulturhistorie og rummer en fortælling om danskernes vej ind i moderniteten.
DET SELVOPTAGEDE LIV
Udstillingen stiller også spørgsmål til datidens og fremtidens klima. Storm og oversvømmelse ramte Danmark og særligt Lolland og Falster midt i november 1872. Gårde og landsbyer forsvandt i bølgerne, og skibe strandede. Omkring 350 mennesker omkom på land og på havet. Bagefter var strande og kyster helt forandrede. Efter katastrofen besluttede man at bygge store diger for at holde vandet borte. I dag står vi over for lignende beslutninger. Er naturen er en trussel, livsgiver eller en baggrund for vores selvoptagede liv? Kan vi lære noget om større sammenhænge ved at genbesøge stranden?
Kilde:
Den Hirschsprungske Samling
Den Hirschsprungske Samling