55.6° nord er den breddegrad, som ARKEN ligger på midt på den københavnske Vestegn. Sætter man en nål her i en globus og drejer den, kommer man forbi Baltikum, Polen, Ukraine, Rusland, det nordlige Kina, Alaska, Canada og England, før man er tilbage ved Norden. Herfra stiller forårets store udstilling af nordisk samtidskunst i ARKENs samling spørgsmål om den verden og virkelighed, som vi lever i lige nu. Det er en tid, hvor geopolitiske forskydninger forandrer regionens forhold til USA og Rusland, og hvor meget er under forandring. Men hvad er det, der forandrer sig? Hvordan oplever vi det globale fællesskab? Og hvad søger vi i de nordiske traditioner, ideer og kulturer?
Udstillingen er fuld af sprækker og åbninger, der lukker os ind og ud af det nordiske. Kunstnerne er alle fra den nordiske region eller knyttet til den. De har globalt udsyn. De lader os se deres egen kultur indefra. De står i nutiden, og de har historien med. Identitet og magt, velfærd og forbrug, natur og klima er noget af det, der optager dem.
Udstillingens kunstnere kaster vidt forskellige blikke på det nordiske. Grønlandske Inuuteq Storch fotograferer sin hverdag i Grønland i en tid, hvor importen til Grønland af vestlig livsstil er stor. Det er til gengæld småt med eksporten af lokale fortællinger om den grønlandske hverdag, hvor traditioner møder nutidens sociale kampe og fejlslagne kolonialisme. Svenske Emilia Bergmark ser ud på Nordsøen som natur og frontlinje under pres, hvor vilde fugle og sorte jagerfly fylder himlen, mens fiskekuttere, olietankere og badeænder dominerer havet.
På 55.6° North udforsker samtidskunsten et bredt felt af kunstneriske udtryk og praksisser. Fra det rituelle og mytiske til det rå, kropslige og politiske. Udstillingen tegner et billede af en stærk og åben, nordisk kunstscene, der undersøger de fællesskaber, værdier og magtforhold, som er under drastisk forandring lige nu.
Udstillingen præsenterer oplevelsesrige og inspirerende værker af følgende kunstnere og kunstnergrupper: Nanna Abell, Villiam Miklos Andersen, Merete Barker, Kinga Bartis, Nina Beier & Bob Kil, Emilia Bergmark, Jóhan Martin Christiansen, Ditte Ejlerskov & EvaMarie Lindahl, Olafur Eliasson, Elmgreen & Dragset, Kåre Frang, Tore Hallas, Martin Brandt Hansen, Jessie Kleemann, Miriam Kongstad, Elina Merenmies, Esko Männikkö, Rasmus Myrup, Eva Helene Pade, Tabita Rezaire, Apolonia Sokol, Inuuteq Storch, SUPERFLEX.
Kilde:
ARKEN
ARKEN
