Alicia McCarthys abstrakte og farverige kompositioner fanger straks beskuerens opmærksomhed. Set på afstand kan de gentagne geometriske mønstre minde om 1960’ernes Op Art. Ser man nærmere efter, bliver det dog tydeligt, at disse optiske effekter ikke er konstrueret eller matematisk beregnet af maskiner, men opstår gennem en spontan gestus.
McCarthys modulære farveblokke er improviserede og kropsligt forankrede. Ved at lade farven dryppe og sprøjte giver hun hånden frit løb og omfavner modigt den levende, vibrerende ufuldkommenhed. Værkerne bygges op fra midten, linje for linje, med en stærk følelse af nærvær.
Farvebåndene danner ikke blot gitterstrukturer; de flettes ind i hinanden som i tæppelignende mønstre. Hvor de krydser og forbindes, skifter farverne karakter. Minimalistiske og samtidig komplekse, enkle men dybtgående, leger værkerne med vores perception. Lyt med øjnene, lad dig føre af bevægelsen og rytmen, som linjerne komponerer – som musikalske partiturer. Lyt, og mærk de historier, de fortæller. Hver linje har sin egen karakter, og relationen mellem dem er social – de interagerer med hinanden og med os. Sammen danner de en visuel fortælling om forbundethed, fællesskab og de komplekse sociale strukturer, der holder os sammen.
En oplagt sammenligning kunne være Josef Albers og hans kvadrater indsat i andre kvadratiske former, men det er snarere Anni Albers fra Bauhaus-bevægelsen, hvis håndlavede geometri McCarthys værker kalder frem. Ligesom Anni Albers arbejdede med tekstiler, væver McCarthy farvebånd sammen i tæppelignende mønstre. Gennem gentagelse og samspillet mellem farver og teksturer bruger begge kunstnere kunsten som et redskab til at udforske personlige og sociale fortællinger. McCarthy trækker også på den frihed og eksperimenterende proces, der forbindes med Black Mountain College. Selvom hendes praksis ligger langt fra Albers-parrets formelle stringens, forvandler McCarthy disse arvetråde til sit eget levende visuelle sprog.
McCarthy udtrykker en personlig og urban poetik, tæt på graffitienens spontanitet. Ud over motivet udspringer hendes arbejde af en vedvarende undersøgelse af materialitet. Med rødder i San Franciscos aktive queer-punkscene er Alicia McCarthy en af de centrale skikkelser i det, der er blevet kendt som “Mission School”, sammen med Barry McGee, Margaret Kilgallen, Ruby Neri og Chris Johanson. Bevægelsen er opkaldt efter Mission District i San Francisco, hvor kunstnerne boede og arbejdede i 1990’erne – dengang et alment boligområde før gentrificeringen. Her samledes gruppen omkring uafhængig musik, skateboarding, fællesskabsbaserede projekter, queer-politik og zine-udgivelser. Inspireret af deres mangfoldige urbane omgivelser og naturen omkring San Francisco begyndte de at skabe kunst, der rummede et væld af stemninger: på én gang opløftende og melankolsk, abstrakt og figurativ, rå men humoristisk og øm – rodfæstet i tradition og samtidig avantgardistisk.
Kilde:
Eighteen
Eighteen