Politikens Forhal inviterer til åbning af udstillingen Making Sense as I See Glimpses of Beauty skabt af den prisvindende kunstner og arkitekt Aysha Amin. Tidligere har hun udstillet på både Berlin Biennalen som kunstner i egen ret samt på Arkitekturbiennalen i Venedig med udstillingsprojektet Andromeda(8220), som Amin har grundlagt og ledt siden 2017 i Gellerup. Nu rykker hun ind i Forhallen med et omfattende gulvtryk, glinsende gardiner og en stor videoinstallation med en lydside skabt i samarbejde med musikartisterne Hari Shankar Kishore, Mija Milovic og Ryong.
Som både billedkunstner og arkitekt er Aysha Amin optaget af, hvordan arkitekturen former os og vores omverden. Særligt undersøger hun i udstillingen, hvordan vi husker gennem vores omgivelser. For hvad betyder det for vores erindringsevne, når vi ikke længere kan tilgå de steder, vi engang kom fra?
I sin søgen efter svar bringer Amin to arkiver i spil – JP/Politikens Hus’ og hendes fars film– og fotoarkiv – gennem omfattende videoinstallationer ledsaget af en emotionel kortlægning og skinnende gardiner.
På et stort gulvtryk med titlen In Memory and Movement II løber de jernbaner, som Amins bedstemor bogstaveligt talt blev født på – i et tog på vej gennem Kolkata. Skinnerne omkranser en 3D-scanning af en lejlighed fra det almene boligområde Gellerup, som Amin er født og opvokset i, optegnet som en sanselig plantegning. Omkring den sværmer solens bane med nedslag af de fem tidebønner i islam, som en kosmisk bevægelse, man dagligt forholder sig til.
På den anden halvdel af gulvet i Politikens Forhals ligger en opbrudt LED-installation. Herpå afspilles værket Mellem Himmel og Jord II med en lydside, som er kurateret af Amin og skabt i tæt samarbejde med musikartisterne Hari Shankar Kishore, Mija Milovic og Ryong. Uden at bebude, hvor optagelserne finder sted, følger værket to filmskaberes blikke – kunstnerens og hendes fars – gennem tid og rum med landskabet og arkitekturen som tavse vidner til hver deres respektive rejser.
Vores fortællinger om os selv er som regel skabt ved, at vi forholder os til omgivelserne, vi er blevet til i. Men hvad sker der, når stederne ikke længere er tilgængelige, og vi har flyttet os? Gennem en konstant søgen efter at samle trådene dokumenterer Amin lagene af følelser og strukturelle forbindelser i landskabet – ikke for at komme med en forklaring, men for at bearbejde hendes indre landskab.
Udstillingen bringer også hverdagsarkitekturen ind i form af et bagtæppe udgjort af et syntetisk gardin, der skal minde os om, hvordan man i et pilotrenoveringsprojekt i blokken B7 i Gellerup på de mere flamboyante gardiner, familierne i området selv typisk hang op. Alt imens viser en stribe mindre skærme i en uendelig sætning et kærlighedsbrev skrevet af Amin. I ti år udgjorde selvsamme LED-moduler en del af husets ikoniske lysavis på Rådhuspladsen, indtil den i sommers blev skiftet ud. Amin minder os således om, hvordan vi som mennesker ufravigeligt indskriver os i omgivelserne og omgivelserne sig i os.
Aysha Amin (f. 1996) er kunstner, kurator og arkitekt, opvokset i det almene boligområde Gellerup, hvor hun i 2017 grundlagde kunst- og arkitekturudstillingsrummet Andromeda(8220). Det har ført hende til at udstille på bl.a. Art Hub Copenhagen, Fotografisk Center, Den Frie Udstillingsbygning og Nikolaj Kunsthal samt på Berlin Biennalen (2020) og Arkitekturbiennalen i Venedig (2018).
Gennem de seneste 10 år har Amin opbygget en tværfaglig praksis med fokus på, hvordan og hvorfor vi bor, som vi gør med afsæt i periferien frem for det kulturelle centrum. Hun udfolder sig både gennem kortlægning, film, udstillinger, udvikling af undervisningsmateriale og publikationer, og har bl.a. været medkurator på OPEN26, korrespondent hos The Funambulist, afdelingsleder ved Aarhus Architecture Festival samt jurymedlem ved Kunsthal Charlottenborgs Forårsudstilling (2024). Derudover har hun bidraget til flere publikationer om byudvikling og arkitektur. I dag er hun jurymedlem hos Realdania Underværker og projektleder på undervisningsforløbet Vi Fællesskaber Vores By – Gellerup samt medforfatter til publikationen af samme navn, udgivet på Arkitektens Forlag. Foruden Aarhus Art Prize Soloprisen 2025 modtog hun et hæderslegat fra Læge Inger Goldmanns Fond i 2024. Soloprisvinder af Aarhus Art Prize 2025.
Kilde:
Politikens Forhal
Politikens Forhal

