Den lysegrønne bøgeskov - forårsbebuderen, der springer ud den 1. maj – kan være truet. Klimaforandringerne forventes inden for de kommende årtier at forskyde bøgens naturlige udbredelse mod nord. Hvornår er det, vi rammes nok til at ændre adfærd? Er det, når vi oplever eller ser stærke billeder af skovbrande, oversvømmelser og gletsjere, der brækker over? Bente Skjøttgaard er blevet ramt af bøgen.
I en eksperimenterende proces arbejder hun med balancen mellem tyngde og lethed, struktur og flydende form. Modellering, glasering og brænding er afgørende for værkernes endelige udtryk og sanselige kvalitet. Udstillingen søger at skabe et refleksionsrum om natur, identitet og klimaforandringer gennem keramikkens materialitet og taktile udtryk.
Bøgen præsenterer en væginstallation med lysegrønne, modellerede ”bøgetræer”. Her ses skovens søjlehal af høje, slanke stammer over for fritstående træer med brede kroner og lave grene. Bøgens særlige karakteristika er undersøgt nøje, men det har aldrig været intentionen at træerne skulle være naturalistiske. Skjøttgaards nye værker har samtidig et slægtskab med de tidligere Skyer, ikke mindst i deres forgrenede struktur, farvemæssige intensitet og insisterende tilstedeværelse. Desuden vises en gruppe mere monumentale Family Trees, delvis opbygget i en gitterstruktur, der skaber en oplevelse af porøsitet. Her optræder tøndersvampen, støbt i tin – et sikkert tegn på nedbrydning i gamle bøgetræer. Svampen bliver et billede på, hvordan nyt liv opstår og tilpasser sig, når generationer og arter afløser hinanden. I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med tekst af Jørgen Bo Larsen, som belyser bøgens økologiske og historiske betydning. Kataloget er designet af Åse Eg Jørgensen og indeholder værkfotografier af Ole Akhøj.
Jørgen Bo Larsen, professor emeritus ved Københavns Universitet, forstmand og medstifter af Klimaskovfonden, holder åbningstale kl. 17.00
Kilde:
Peach Corner
Peach Corner
