Udstillingen Mutual therapeutic Walking, like Solo slow Aging omhandler vandring som en poetisk praksis og kunstnerisk intervention; som at vidne nutiden og at nægte at stå stille; som at snuble over sine egne og andres spor, som at villigt tabe sin vej for at kunne finde den igen.
At gå gennem bylandskaber er den kulturelle praksis at væve sig ind i en bys vægtæppe. For situationisterne var byen derfor ikke blot et fysisk sted, men et psyko-geografisk rum, hvor sociale betydninger tykner og lagner sig. Når vi går, dyrker vi en intimitet med vores byer, der bekræfter vores plads i dem.
Når vi går, tegner vi følelsesmæssige kartografier af de steder, vi passerer igennem. Når jeg går, går mit blik dybere, end øjet godkender. Byen bliver et billede foran mig, som jeg ser på, som om jeg var udenfor den. Du har kun nogensinde rigtig været, hvor du har været til fods, og hver gang er et kunstværk, hviskede hun.
Bettina Willnauer oversætter den følelsesmæssige kartografi ved at gå til det æstetiske og tekniske sprog i håndtuftede gobeliner. Udstillingen refererer således til den visuelle kultur at gå i kunsten og inden for beslægtede felter som dans, performance, film, fotografi og litteratur, der betragter det at gå som mere end blot et transportmiddel. Vandring som poetisk praksis og kunstnerisk intervention; som et vidne nutiden og at nægte at stå stille; som at snuble over sine egne og andres spor, villigt tabe sin vej for at kunne at finde den igen. - Tekst af Katharina Stahlhofen
Kilde:
bladr
bladr