Fra 8-årige Gitte Hænning, der i 1954 synger Giftes med farmand over Dustin Hoffmans forfjamskede alenefar i filmen Kramer vs. Kramer (1979) til Jesper Christensens overempatiske og pinlige farfigur i tv-serien Nana (1988). I populærkulturen har faren antaget mange former, men i billedkunsten har han indtil nu glimret ved sit fravær. Det retter udstillingen Daddy Issues i Gammel Strand op på.
Gammel Strand åbner udstillingsåret 2026 med gruppeudstillingen Daddy Issues som sætter fokus på far-barn-forholdet i al dets kompleksitet: Fra opgør og forsoning, over misbrug og omsorg til idealisering og dæmonisering – og alle gråzonerne imellem.
Gennem skulptur, maleri, film, foto og installation kortlægger 25 danske og internationale kunstnere faderskabets landskab fra 1950’erne og til i dag. Forholdet til faren undersøges gennem kunstværker, der med afsæt i det personlige og nære fortæller en større, kollektiv historie om faren.
Faropgøret og farrollen fylder som aldrig før. I debatten, litteraturen og popkulturen. Fra øremærket ”farsel” til popstjerners faropgør på sociale medier. Fra danske Glenn Bech til franske Édouard Louis. Fra superfar til no-show. Men én scene har været bemærkelsesværdigt stille: kunsten. Gennem de seneste år har flere udstillinger sat spotlight på morens rollen, mens faren har stået udenfor rampelyset. Med Daddy Issues hives han kærligt og kritisk frem i lyset.
”Faderfiguren har altid spillet en central rolle i billedkunsten, men ofte som det guddommelige, patriarken eller autoriteten og sjældent som den intime, personlige far”, siger Nanna Hjortenberg, direktør i Gammel Strand, og fortsætter “udstillingsmæssigt har faren glimret ved sit fravær, men med Daddy Issues åbner vi op for en række personlige, intime og humoristiske fortællinger, der på kryds og tværs belyser, hvordan forholdet til faren er under evig udvikling i takt med den tid, vi er en del af.”
Kilde:
Gammel Strand
Gammel Strand
