Udstillingsstedet Sydhavn Station åbner døren for kollegerne Mikael Thejll, Cai Ulrich von Platen og Helle Frøsig med udstillingen Der er sket noget. Nyt om glemte hændelser. Kunstnerne siger om deres udstilling: Installationen bygger på ideen om fortidens raritetskabinetter, hvor objekter og billeder stuves sammen og sammenstilles i forbindelser, som ikke er betinget af art og betydning. Her er derimod tale om associative og visuelle slægtskaber, betinget af nysgerrighed og undren.
Som en rejsende i visuelle hændelser kan den besøgende på stationen bevæge sig rundt i en labyrintisk, reol-lignende struktur, hvor billeder og objekter er hobet op på hylderne. På de omgivende vægge er opsat et tapet, som er påtrykt et mylder af sort/hvide billeder, der alle viser noget som kunne være glemte hændelser.
Titlen Der er sket noget. Nyt om glemte hændelser spiller en væsentlig rolle både indholdsmæssigt og fysisk. Billboardet foreslår humoristisk at se stationens uophørlige hverdagsliv som en amerikansk spændingsfilm. De 15 plakater hævder med store bogstaver, at det vi troede var glemt, og dermed borte, godt kan vækkes til live. I en overført betydning peger titlen også på, at visuelle udtryk lige så vel er noget der “sker”. Kunstværker, billeder og objekter af en hver art “sker”, ikke kun i deres tilblivelsesproces, men til stadighed i interaktionen med betragteren.
Forestillingen om at noget er sket eller kunne ske, er videreført i en eventyrlig version i form af et dukketeater, som optager udstillingsstedets mindste rum. Her fremviser en sceneflade, som når fra væg til væg, en mængde tableauer, rekvisitter og kulisser som billedliggør ufærdige fortællinger om fiktive hændelser.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond. Plakater og Billboard er støttet af 15. Juni Fonden.
