Echoes of the City er en gruppeudstilling af Brøn Studio, Anders Gerning og Martin Ransby, der bringer fundne fotografier og genstande sammen i en stedsspecifik installation skabt til Prospekt. Udstillingen tager udgangspunkt i en omfattende samling af arkivfotografier af København og omegn af fotograf Mogens Falk-Sørensen (1907–1975), som i mere end tre årtier stod i spidsen for den fotografiske afdeling på Københavns Stadsarkiv.
I dialog med fotografierne er genstande udlånt af – og som efter udstillingen returneres til – Københavns Kommune, der i udkanten af København råder over et lager med udtjente materialer og ubrugt inventar fra byrummet
Midlertidigt fjernet fra deres oprindelige kontekst, bringes fotografierne og de lånte genstande sammen i en installation, der åbner for adskillige fortolkninger. I stedet for at præsentere byen som en faststøbt størrelse, tilgår udstillingen den som noget, der løbende skabes (og genskabes) gennem billeder, materielle spor og erindring. Byen formes gennem oplevelser, og Echoes of the City peger på, hvordan fotografier og genstande aktivt er med til at danne vores forestilling om det byggede miljø.
Kilde:
Prospekt
Prospekt