Skyggen der blev er en soloudstilling af Emilia Sølvsten, der tager afsæt i kunstnerens egen familiehistorie. Her udfoldes et kulturelt overlap, hvor identitet ikke er entydig, men sammensat, forskudt og til tider konfliktfyldt. Sølvsten er opvokset i Danmark med en dansk mor, mens hendes far var kalaaleq (grønlandsk) og dansk. Han voksede op i Maniitsoq hos sine bedsteforældre, der gennem generationer har været rensdyrjægere, før han senere flyttede til Danmark.
Udstillingen tager udgangspunkt i collage som både form og metode. Collagen fungerer som et gennemgående greb, der binder værkerne sammen visuelt og tematisk og peger på, hvordan historiske og personlige forskydninger former identitet.
Udstillingen består af nyproducerede værker samt personlige og lånte objekter. I stueetagen møder man en assemblage af arvestykker og genstande, som danner et intimt rum, hvor den personlige fortælling tager form. Disse elementer spejles og forgrener sig i hovedværket på første sal.
Hovedværket er et drivhus med en hånd- og laserindgraveret billedcollage, der samler egne og lånte motiver i én fortælling. Her undersøger Sølvsten, hvordan billeder oversættes gennem forskellige processer, hvor noget går tabt, og andet forstærkes. Billedet fremstår ikke som en stabil gengivelse, men som en foranderlig og bearbejdet form.
Drivhuset fungerer både konkret og metaforisk som et glashus, hvor noget kan vokse under kontrollerede rammer, men også som en skrøbelig konstruktion. Dette spejler relationen mellem Danmark og Kalaallit Nunaat (Grønland) – en relation præget af magt og kontrol, hvor det, der dyrkes, sker på Danmarks præmisser. I forlængelse heraf har værket fået titlen Kolonihaven og er opdelt i “koloni” og “haven”, indgraveret i glasset ved indgangen. Den hygge, vi forbinder med ordet, forskydes, når det opdeles, og antyder en underliggende uhygge.
Billedmaterialet tager blandt andet udgangspunkt i Grønland igennem 1000 år (1973) af Erik Erngaard, som Sølvsten har arvet fra sin aanaa (farmor). Bogen peger på et dansk blik på Grønland formidlet gennem historiske fortællinger, som i dette værk aktiveres i lyset af Sølvstens arbejde med oversættelse som et efterliv frem for en gengivelse. Her skaber collagen forbindelse mellem det gamle, det presserende og det endnu ikke formede, og efterlader blanke mellemrum på glasset til nye fortællinger.
Parallelt tager hun afsæt i sin aanaas hjem på Fyn, som fungerer som en tidslomme, hvor fortiden fortsat kaster skygger ind i nutiden. Hjemmet afspejles i værkets visuelle univers, blandt andet gennem planterne i drivhuset, hvor orkidéer og kaktusser står side om side i samme potte – en finurlig og let akavet sammenstilling, der spejler kulturelle møder i deres mest malplacerede form. Sølvsten mistede sin far tidligt, og farmorens hjem har derfor haft stor betydning for hendes tilknytning til det at være kalaaleq. Skyggen der blev peger på det, der er tilbage, det forandrede og det mellemrum, hvor noget nyt kan opstå og kaste nye skygger. Ligesom skyggen kun eksisterer gennem lys, opstår fortællinger i et felt af historiske og kulturelle oversættelser. Værket insisterer på, at sandhed ikke er entydig, men flerstemmig – formet i spændingsfeltet mellem original, gengivelse og efterliv.
Kilde:
Anton Rosen Huset
Anton Rosen Huset
