Et landskab er ikke blot et sted eller et syn. Det findes i kroppen, i bevægelsen. I erindringen. I lyset, i efterbilledet på nethinden længe efter, at stedet er ude af syne. I fotografiets kemiske spor, hvor et øjeblik fastholdes og samtidig forvandler sig i én glidende bevægelse.
Udstillingen tager afsæt i et arkiv af polaroider fra et stipendieophold på San Cataldo, hvor hav, bjerge og frodig vegetation dannede rammen om en række fotografiske undersøgelser. Polaroiderne blev ikke blot fremkaldt på stedet. De blev også bearbejdet dér – midt i landskabet. Under solen, i havet, i den fugtige luft og blandt stedets vegetation blev billedernes kemiske overflader udsat for fysiske indgreb. Polaroiderne blev åbnet, kogt i havets vand, frosset og ridset med grene fra den store pinje. Fotografiet blev berørt af det landskab, det forsøgte at fastholde, og materialet begyndte at tale sammen med stedet.
Hvert polaroid bærer spor af et konkret sted, men også af den proces, der fandt sted dér. Havet, solen, varmen, fugten og de fysiske bevægelser træder ind i fotografiets emulsion og forskyder billedet indefra. Det fotografiske øjeblik bliver samtidig et sanseligt møde. Fotografiet bliver ikke blot til et billede af et landskab, men til et sted, hvor landskabet træder ind.
Tilbage i atelieret fortsætter denne bevægelse. De bearbejdede polaroider bliver ikke bragt tilbage til deres oprindelige form, men fortsætter deres bevægelse. De overføres til silke og udfolder sig som store, transparente billeder i rummet. Silken lader lyset trænge gennem fotografierne, så billederne hele tiden ændrer karakter. De bevæger sig med luften og med kroppen, der passerer forbi. Fotografiet bliver ikke længere en fast overflade, men en lysmembran – noget skrøbeligt, levende og næsten kropsligt. På billedfladerne løber silketråde som spor, rødder og nervetråde. De forbinder fragmenter, som måske aldrig har hørt sammen. De tegner nye veje gennem billedet og lader noget andet opstå dér, hvor fotografiet ikke længere taler med én stemme.
Ord bliver en del af rummet. Håndskrevne tekster udføres direkte på væggene. De forklarer ikke billederne. De bevæger sig snarere ved siden af dem som en anden form for erindring – en stemme, der forsøger at nærme sig billedets tilblivelse. Mellem fotografierne findes et arkiv af fundne naturobjekter. Små rester af en verden, der har eksisteret uden for billedet. De bliver vidnesbyrd om et møde mellem krop og landskab, mellem det tilfældige og det indsamlede, mellem det sete og det, der først senere får betydning.
Foldet Landskab er således ikke et landskab, der kan betragtes på afstand. Det er et landskab, man træder ind i. Et sted, hvor fotografiet langsomt mister sin form, og hvor erindringen viser sig som noget flydende – noget, der hele tiden forskyder sig, folder sig ud og folder sig ind igen. Landskabet findes allerede inde i billederne. Lyset har efterladt sine spor i emulsionen som revner, rødder og nervetråde. Tiden ligger ikke bag billederne, men foldes ind og ud af dem. En bevægelse. Landskabet trækker vejret i lilla og støvet guld. Det er både et sted og en tilstand – et minde, der langsomt smelter i hånden, som om billedet selv forsøger at vende tilbage til den drøm, det opstod af.
Artist talk: Lørdag d. 21 november kl. 15
Åbningstider: tor-lør kl. 14-17
Kilde:
KH7artspace
KH7artspace