Fra Albert Mertz, der udforsker farvens kraft gennem enkle kompositioner til Bibi Katholms energiske udforskning af bevægelighed, tid, rytme og fluiditet.
Fælles for værkerne er en afsøgning af abstraktionens grundprincip og formens selvstændighed. Her ses kunstværket ikke som repræsentation, men som et autonomt objekt, der eksisterer på egne præmisser.
I Pure Abstraction møder vi værker, der står nøgne i deres egen tilstedeværelse. De peger ikke udad mod en verden udenfor, men åbner i stedet et rum, hvor former, farver og komposition taler for sig selv.
Du kan opleve værker af følgende kunstnere: Malte Fisker, Albert Mertz, Erik Øckenholt, Frode Steinicke, Hans Jørgen Hvid, Marie Birkedal, Ole Folmer Hansen, Bibi Katholm.
"Værkerne på udstillingen er totalt nonfigurative og symboliserer eller refererer ikke til andet end sig selv. Alle elementer opererer på lige fod med hinanden. De positive og negative former er præcis lige vigtige og fungerer 100% på deres egne præmisser. Værkerne henviser ikke til noget fra vores ydre virkelighed, men er en åbning til kontemplation og vores perception. Alt afhænger af beskuerens egen oplevelse og tilstedeværelse foran værkerne."
– Kurator på udstillingen, Malte Fisker
"Når jeg siger ren abstraktion, er betydningen, at formen på abstraktionen er genstandsløs. Når jeg siger, at den er genstandsløs, betyder det, at den ikke gengiver noget fra den synlige verden. Den er en realisering af en indre billedforestilling og idé. Formen står alene. Den forestiller kun sig selv, og handler kun om sig selv og dens egen form. Den er rent fysisk sit eget objekt og udtrykker sig således kun som værende ren form. Det giver den et frirum, hvor den ikke behøver forklaringer og begrundelser. Den er herved åben for allehånde fortolkninger og overlader sig frit til beskuerens egen frie fantasi. Den tilbyder en neutral fornøjelse ved det at se."
– Frode Steinicke, 2025
Kilde:
Galleri Anne Aarsland
Galleri Anne Aarsland