Fernisering – Helene Nymann & Kaspar Bonnén: MEMOGRAFI – AUTOBIOGRAFI

søndag 19 okt 2025 kl 12 - 16

I mødet mellem Helene Nymann og Kaspar Bonnén undersøges hukommelsen både som et personligt og kollektivt fænomen.

Helene_Nymann, Carte de ContinuOnus, 2023. Courtesy of the artist

I mødet mellem Helene Nymann og Kaspar Bonnén undersøges hukommelsen både som et personligt og kollektivt fænomen.


info

Fernisering – Helene Nymann & Kaspar Bonnén: MEMOGRAFI – AUTOBIOGRAFIsøndag 19 okt 2025 kl 12- 16
Gratis

VELKOMMEN til åbning på udstillingen MEMOGRAFI - AUTOBIOGRAFI søndag den 19. oktober fra kl. 12-16 på Ringsted Galleriet og Selandia Automobiler. Dagen starter med artist talks på Ringsted Galleriet. Dernæst vil der være en let tapas anretning inden bustur kl. 14-15 til Selandia Automobiler, hvor samtalen fortsætter, mens der bliver serveret lidt bobler.
I udstillingens titel mødes to begreber, MEMOGRAFI - AUTOBIOGRAFI, der begge kredser om erindringen som materiale og metode. Auto referer til selv mens memo til hukommelse og sammen med ordet grafi, udvides begreberne til en registrering af hvordan minder formes, lagres og genskabes gennem både krop, teknologi og tid.
På udstillingen præsenterer Helene Nymann et sammenvævet værkkompleks bestående af Long Road Ahead (Ringsted Rider) (2025), Hippocampus Hippocampi (2023) og Carte de ContinuOnus (2023– ), som alle er spundet sammen i et digitalt netværk på tværs af tid og sted. Udgangspunktet for værkserien er Carte de ContinuOnus, som er et online indsamlingsværk, inspireret af et 1600-tals landskabskort kaldet Carte de Tendre – et “kort over ømhed” af forfatteren Madeleine de Scudéry. Med afsæt i det historiske kort, kan rejsen ind i udstillingen begynde. Sætter man sig ind i den udstillede bil, bliver man mødt af en AI-genereret stemme, hvorfra man føres videre til en verbal deling eller aflytning af minder for fremtiden. Kigger man ud af bilruden, finder man en skulpturel fortolkning på hjernens hukommelsescenter, hippocampus og floden i Carte de Tendre. Via skulpturens indlejrede QR-kode sendes man videre til en hjemmeside, hvorfra man inviteres til at skrive egne erindringer ind i et stadigt voksende digitalt kort. Kortet kan simultant tilgås via link ved videopræsentation fra Selandia Automobilers kaffe-ø i deres showroom på Huginsvej. Tilsammen danner værkerne et åbent arkiv for fælles hukommelse – en form for kollektiv autobiografi, der ikke blot handler om at huske fortiden, men om at skabe spor, som kan findes og fortolkes i fremtidige tider.
Ligesom Helene Nymann arbejder Kaspar Bonnén i et historisk spor med et netværk af erindringer som samles og registreres. Hvor Nymann indsamler bidrag fra forskellige mennesker, indsamler Bonnén sit materiale gennem en optrævling af egen slægtshistorie.
Bonnén præsenterer en større installation under titlen, The Past Will Never Leave You, hvor han fortsætter sin mangeårige undersøgelse af, hvordan svigt, fortielser, arv og traumer former både individ og slægt. Gennem fragmenterede rum, hverdagslige genstande og videofortællinger bevæger man sig som publikum ind imellem scener og nedslag i hans familiehistorie – fra oldefaren Folmer Bonnéns nazistiske fortid til faderens og moderens skrøbelige livsfortællinger. Til Selandia Automobiler præsenterer han en keramisk ’dødsmaske’ i samspil med kasserede bildele. Værket referer til faderens kunstneriske virke og tidligere værker med rustne bildele, som Bonnén som barn huskede som værende ”mystiske, dragende og skræmmende; man kunne skære sig på dem”. Med en sårbar og reflekteret åbenhed konfronterer Bonnén familiens mørke kapitler, hvor alting syntes at være i en transformation mellem det genkendelige og det abstrakte, mellem det følsomme og det rå, som et flimrende billede på erindringens komplekse vejsystem. Hvad man bærer med sig, og hvad man giver slip på.
I mødet mellem Helene Nymann og Kaspar Bonnén undersøges hukommelsen både som et personligt og kollektivt fænomen. Sammen åbner de to kunstnere et felt mellem det indre og det ydre, mellem krop og teknologi, mellem det personlige og det kollektive, hvor erindringen bliver både fysisk, sproglig og sanselig.
Kilde:
Ringsted Galleriet

Adresse
Ringsted GallerietBøllingsvej 15
4100 Ringsted

Åbningstider
Søn 12-15 eller efter aftale

Se website for aktuelle åbningstider


Entre pris
Gratis entré