I mødet mellem Inge Lise Westmans sanselige naturbilleder og Emil Westman Hertz’ undersøgende værker opstår en udstilling om menneskets forbindelse til naturen, materialerne og det ukendte. Mor og søn arbejdede på hver deres måde med forandring, skrøbelighed og det, der unddrager sig en entydig forklaring.
I Inge Lise Westmans malerier og i værkerne på papir findes en ro, en skønhed og ikke mindst en råhed, der ikke går på kompromis. Ofte fremtræder de sublimt og i kæmpestore formater. Umiddelbart er værkerne imponerende og smukke, men der er også hele tiden en leg eller et eksperiment i gang. Og værkerne har afsat i et kritisk natur- og menneskesyn. De ekspressive og naturromantiske billeder virker med deres tilstedeværelse vedkommende, og bliver til og med nærmest organiske kalligrafiske strøg, eller der sprøjtes maling direkte på lærredet med en pensel.
Inge Lise westman var i sit kunstneriske arbejde på en rejse ind i sindet og ud i naturen, og det er det, vi i værkerne møder sporene af. Malerierne er oliemaling, kul, bronze, gips og voks og idet hun nærmer sig billedet opstår noget på fladen og i billedrummet, der korresponderer med vores sind, med vores sensibilitet og genkendelse. I malerierne fra de seneste år ses det, hvordan hun favner verdensaltet i sine skildringer af sneen, skovene, granerne, aftensolens rødglødende farvning af landskabet, havoverfladen og himmelrummet. Tårehavet har hun kaldt billeder, hvor regndråber rammer en rolig vandoverflade, og skaber ringe i vandet. På nærværende udstilling malerier med titler som Morgenhavet, Vinterlandskab, Vintergræs, Vinterblomster, Sne på fjeldet, Græs, Den hvide musvåge og Syremark.
Det nærvær og den disciplin, der er forudsætningen for skabelsen, og respekten for at lade noget være og forblive både skjult og mystisk, findes også i sønnen Emil Westman Hertz' kunstneriske arbejder. Vores forestillingsevne - imaginationen - bliver afprøvet når hans værker tager form og med en fjern evne til at finde, fremstille og fortælle, viser han os en verden, der er helt hans egen.
Igennem indtryk fra rejser i både Afrika og Grønland, og gennem en ungdommelig nysgerrighed findes i hans værker en magi og vilje. Emil arbejdede med materialer som blandt andet bivoks, træ, jern, bronze, harpiks, plastic, plantedele, grene, bark, muslingeskaller, og medicinemballage, og med tilfældet som medspiller skabte han en eksistentiel, antropologisk og økonomisk kunst. Han indsamlede materiale både her og der, arbejdede i et ubrudt flow, og skabte uafsluttede installationer, der til en hver tid kunne omformes, og hvor delene kunne indgå i nye sammenhænge. Interessen for skrøbelige vækster blev hos Emil tildelt en omsorg og opmærksomhed, og i sin vedholdende undersøgelse af det porøse vakte han opsigt.
Velvidende at den danske kunstscenen er langt fra de fremmede kulturer, hvor det shamanistiske spiller en afgørende rolle, fremstillede han i sit kunstneriske virke værker af meget stor forskelligartethed. Tærsklen mellem det dennesidige og det hinsidige berøres i værkerne. Det er let opfatteligt og svært tilgængeligt - men altid overbevisende. Fra sin opvækst havde han troen på, at kunst også rummer en etisk dimension, og som i sin mors kunst findes mennesket og naturen - og en respekt for naturen. Udstillingen viser hovedsageligt værker på papir af Emil Westman Hertz. De indgår i udstillingen af Inge Lise Westmans malede og tegnede værker.
