I Jon Erik Nyholms serie af nye malerier synes en række spørgsmål at opstå omkring motiverne. Men vigtigere end spørgsmålene i sig selv er deres rækkefølge og hierarki. Først opløses naturens funktioner, såsom at blomster springer ud og visner igen. Plantestænglerne bliver til krakeleringer i et spejl, der varsler ulykke. Vi spørger, om det er menneskenes skyld, men de lader til at være underlagt det samme regime af opløste og afviklede funktioner. Er det en frodig eng, et blomsterbed, eller er vi under vandet? Landskabet og scenen er tvetydige, og dramaet er ligeledes uforankret. En tsunami af blomster.
Malet i violette toner, som for at mane billeder frem af CIA's hemmelige programmer i sluthalvtredserne, hvor de tvangsfodrede intetanende med store mængder LSD og låste dem inde i farvede rum for at finde ud af, hvilken farve der havde den mest negative påvirkning på den menneskelige psyke ved længere tids isolation. Violet var en klar vinder.
Et gulbrunt maleri står og flimrer. Langsomt mytologiserer det sig til livets træ. Sekunder efter til paddehatteskyen fra atombomben og til sidst fremstår en abstraktion over hjernebarken. Det menneskelige cockpit og kontrolcenter. Men motivets kontrol over sig selv er for længst gået tabt. Det er i fuld mutation, og ligesom de blomster og planter, der lader til at vokse ud af malerierne, er kontrollen over motivet ikke en statisk tilstedeværelse. Den springer ud, blomstrer, visner og dør, går i dvale og bliver født på ny.venenatis dapibus posuere velit aliquet.
Hvor Nyholms tidligere malerier fremstod som genfærd og gennemsigtige gengangere af restenergi fra et afdødt romantisk landskab, virker det nu, som om malerierne er blevet en cyklisk genfødsel i et uendeligt hjul, der konstant drejer rundt om sig selv og har taget motivet, landskabet, mennesket, scenen og dramaet med på rejsen.
Et maleri, der bevæger sig hen imod det figurative, genkendelige og fortællende, men samtidig opløser, formørker og forgrener forståelsen af sig selv i al sin vibrerende og strålende enkelthed. Et maleri, der fremkalder en paradoksal følelse af fremtidsnostalgi.
Selvfølgelig ville det ikke være det samme uden dig og uden landskabet. Uden minderne og hukommelsen og uden nogen forudindtagede billeder af, hvordan verden og dens beboere ser ud. Uden kollektiv historie eller udgangspunkt.
Vores hænder er bundet på ryggen, og vi har bind for øjnene på vej igennem Nyholms store have. Men stien lyser op, og vi kan mærke varmen i vores fødder. Om vi bevæger os i den rette retning, vides ikke. Måske er det ikke relevant, så længe vi og landskabet er i bevægelse. - Peter Larsen
Kilde:
Bricks Gallery
Bricks Gallery
