Hvis du allerede er begyndt at savne ferien, så fortvivl ikke – Galleri Christoffer Egelund har noget til dig. Galleriet præsentere nemlig: Mi Vida es un Verano, der betyder Mit liv er en sommer, den første soloudstilling på galleriet med den anerkendte spanske billedhugger Juan Miguel Quiñones García.
Mit liv er en sommer indfanger essensen af Garcías kunstneriske praksis. I hans univers tager barndomsminder form som is, skateboards og svømmefødder, hugget i marmor og sten. Han voksede op på Spaniens Costa del Sol, og hans kunst udspringer af varmen, farverne og ritualerne i sommerens byliv. Ved at kombinere disse velkendte genstande med den raffinerede pietra dura-indlægningsteknik, der blev udviklet under den italienske renæssance, leger García med skala og materialer og forvandler hverdagens genstande til noget legende og ekstraordinært.
I centrum for disse minder står en særlig ikonisk genstand: Drácula-isen, en spansk barndomsklassiker, der har en helt særlig plads i Garcías forestillingsverden. Udstillingen er skabt med et nordisk publikum for øje. Som et legende nordisk modstykke til den spanske Drácula er en af udstillingens hovedattraktioner en skulpturel gengivelse af danskernes barndomsfavorit, Kung Fu-isen – som om García selv havde tilbragt sine somre som barn i Danmark.
