I Falks udstilling er der tale om en kunstnerisk proces med interesse for en slags negativ bevægelse, hvor form koncentreres gennem belastning, opløsning, tid, og tilbagekastning. Her skal form forstås som noget, der frem for at blive udledt af et materiale snarere er en afledning af materialet; af pap, resin og overflade. Skulpturernes kapacitet, deres last og omgivelser koges ned til form.
Falks praksis er funderet i en trimmende, manuel tilgang til produktion. Arbejdet med skulpturer stræber ikke efter at opnå en realisering af et forudbestemt resultat, men mod en åben proces, der imødekommer materialets egne forskydninger, begrænsninger, muligheder. Værkerne insisterer på at rumme det ukontrollerbare, hvor tvivl, modstand og uafsluttethed ikke skal være forhindringer, men derimod kan fungere som intentionelle betingelser.
Udstillingen undersøger ikke stedet Skagen som motiv eller tema, men de systemer og ydre forhold, der former stedet. Hvordan handling giver anledning til form. Hvordan materialer responderer på indgreb. Hvordan betydning opstår i relationen i mellem krop, materiale og omgivelser. Ved at flytte opmærksomheden væk fra kunstværket som et singulært objekt retter Broth blikket mod de strukturer og betingelser, der organiserer rum, liv og perception. Mængden af skulpturer på gulvet er en destabilisering af skulpturelle hierarkier og tunge piedestaltraditioner, men det er også et forsøg på at skabe et installatorisk miljø, og placere beskueren i en flydende tilstand snarere end foran fastlåste genstande med fastlåste betydninger.
Inden for den globale varecirkulation fremstår standardiserede former som neutrale. Broth tager i stedet udgangspunkt i, at form og materiale allerede er indlejret i logikker om cirkulation, ejerskab, adgang og kontrol. Frem for at illustrere globale strømninger synliggør udstillingen, hvordan disse systemer virker konkret og aflejrer sig i relationer mellem objekter, kroppe og rum. På samme måde er værkernes reflekterende overflader ikke tænkt som afslutning, men som et aktivt sted for registrering. Som en render er overfladen ikke et billede af verden, men et sted hvor verden løbende omsættes til billede. Den rummer både fravær og tilstedeværelse – af genstande, varer, skulpturerne selv og de sammenhænge, de indgår i.
Broth er kurateret af Anne Møller Christensen.
I 2026 markerer vi Skal Contemporarys 5 års jubilæum med et ambitiøst udstillingsprogram i
Det Grå Fyr, der består af fire stedsspecifikke og nyproducerede udstillinger og et
eventprogram, der tager afsæt i de lokale omgivelser og omstændigheder ved Skagen og
samtidig rejser spørgsmål om fx natur, magt, økonomi og tilhørsforhold.
Kilde:
Skal contemporary
Skal contemporary
