Fernisering – Kaisa Luukkonen: INSTRUMENTS OF UPRISING

Det blev oprindeligt udviklet til bilruder, men fandt hurtigt anvendelse i forskellige former for sikkerhedsudstyr. Efter 1950’erne blev materialets klarhed betydeligt forbedret, og det blev populært i både overvågnings- og erhvervsarkitektur.

Det er uklart, hvilke sammenhænge byplanlæggere ønsker at henvise til, når de bruger sikkerhedsglas i det offentlige rum. Er fodgængeren i denne situation ligestillet med en magnat i en kontorbygning af glas eller er vedkommende et objekt for overvågningsindustrien? Materialet sikrer, at der ikke findes privatliv i det offentlige rum. Alle kan se alle. Uanset hvad planlæggernes hensigt har været, bliver glasruderne udsat for gentagende og omfattende vold. Efter kunstnerens mening fortæller denne handling noget om, hvordan glasruderne aflæses, og hvilke følelser de skaber i det offentlige rum.

I værkserien INSTRUMENTS OF UPRISING fortsætter Kaisa Luukkonens at arbejde med følelser som en aktiv kraft i formningen af fremtider. Kunstneren er interesseret i de emotioner, der er til stede i det øjeblik en glasrude knuses og hvordan disse følelser får os til at tillægge handlingen en bestemt værdi. Ved at fokusere på dette fænomen ønsker Kaisa Luukkonen at afdække de antagelser om følelser som indre oplevelser der er instinktbaserede. I stedet for at betragte os som passive væsener, som følelserne virker på, undersøger kunstneren, hvordan følelser virker aktivt og hvordan vi arbejder med dem. Gennem kunsten ønsker hun at synliggøre måder at forstå følelser som kulturelle fænomener, der udspiller sig i vores kroppe.

Kunstneren tror, at følelser som frustration og vrede var på spil, da ukendte personer smadrede busskurerne. Dette mindsker ikke handlingernes politiske kraft. Tværtimod siger det noget væsentligt om den verden, hvor handlingen finder sted. Knusningen af glasvæggene er en handling, der sigter mod forandring. Det er en transaggressiv politisk handling, som inkluderer æstetiske valg. Disse handlinger udtrykker en usikkerhed ved at være en del af samfundet og en mere generel tvivl på, hvordan det fungerer. Med valg af materialet understreger kunstneren betydningen af dette øjeblik. Kaisa Luukkonen betragter ødelæggelsen af glasvæggene som meningsfuld information, der skal høres og forstås som en del af en samtale. En samtale, der kræver andre følelser, viden og handlinger.

I udstillingen INSTRUMENTS OF UPRISING giver kunstneren en form til dissidente stemmer. Hun låner former fra protestkulturer over hele verden. Vrede og fortvivlelse møder karnevalisme, beskyttelse og voldens potentiale som strategier til at udtrykke følelser. Uanset hvor skræmmende eller eksplosiv vreden kan være, er den indrammet af kulturelle ressourcer. Kunstneren fremhæver mangfoldigheden af løsninger og udtryksformer, som findes i protestbevægelser.

Kaisa Luukkonen understreger forbindelsen til en konkret tid og et sted ved at navngive replikker – som en megafon, et æg, en maske og et bildæk - efter det registrerede tidspunkt og sted for det oprindelige objekt. De genstande, som hun vælger at inkludere i udstillingen, repræsenterer ikke nødvendigvis strategier som hun anbefaler. I stedet er det de handlinger, der fandt sted, mens replikkerne blev skabt. Arbejdet med objekterne er tidskrævende og kræver stor arbejdsindsats. Det er en måde at standse op og lytte til al den vrede, der udspiller sig. Udstillingen er en form for kunstnerens empati.

Kilde:
KUNSTPAKHUSET