I sin store soloudstilling Birds of Paradise præsenterer Karim Boumjimar en altomfattende installation, der forener naturens utæmmede energi med identitetens intime landskab.
Den nyuddannede billedkunstner Karim Boumjimar inviterer os ind i en sanselig totalinstallation med nyskabte værker i varierende skala og sammensætninger: store og små keramiske værker, farverige akvareller og et stemningsfuldt videoværk. Værkerne bliver præsenteret i en arkitektonisk trækonstruktion, der fordeler sig rundt i udstillingsrummene.
Inspireret af cruisingparker og skjulte økosystemer undersøger udstillingen Birds of Paradise kroppen som både fugl og landskab; flydende, hybrid og levende i en konstant tilstand af forvandling. Karim Boumjimar trækker tråde til både mytologi, naturhistorie og queer æstetik, når han på legende og intuitiv vis skildrer kroppens flydende former. Hans motiver bevæger sig fra én figur til en anden, fra natur til dyr til menneske. Her mødes seksualitet, køn og identitet i en kaotisk, men poetisk, cirkulær dans, der balancerer mellem sårbarhed og styrke, sensualitet og intensitet.
I Birds of Paradise skaber Karim Boumjimar et rum, hvor identiteter skifter, stive strukturer bliver opløst og flygtige øjeblikke fastholdes. Med aktuelle tematikker omkring krop, køn og identitet inviterer Boumjimar således kunsthallens gæster ind i refleksioner over, hvordan vi former, forhandler og skaber vores identiteter i en globaliseret verden – og ikke mindst, hvordan vi bliver set af andre og er sammen i verden på.
Kilde:
Viborg Kunsthal
Viborg Kunsthal

