Fernisering – Lotte Tauber Lassen: PAPER ARCHEOLOGY

fredag 2 okt 2026 kl 16 - 19

Lotte Tauber Lassen præsenterer collageværker, der sammenstykker kulturens fortællinger påny med materiale fra gårdens storskrald.

Fra udstillingen: PAPER ARCHEOLOGY af Lotte Tauber Lassen. Kredit: Lotte Tauber Lassen

Lotte Tauber Lassen præsenterer collageværker, der sammenstykker kulturens fortællinger påny med materiale fra gårdens storskrald.


info

Fernisering – Lotte Tauber Lassen: PAPER ARCHEOLOGYfredag 2 okt 2026 kl 16- 19
Gratis

Lotte Tauber Lassen viser i denne udstilling værker fra sit collagelab under Kontoret for Sær lige Hændelser, som hun etablerede i 2016. Collageprocessen og det installatoriske har fulgt hende gennem alle årene med inspiration fra blandt andre Kurt Schwitters og hans voksende Merz-manifest. 
"Enhver collage er handlingen mellem ødelæggelse og skabelse som forsøg på at løsrive eller finde sammenhæng i de stumper og stykker, der blev tilbage af noget. Det er et kærlighedsforhold med filosofiske konsekvenser.
Hvis al skabelse i sidste ende er genbrug og cykliske forbindelser, udfordres begreber som både originalitet og autoritet. Etikken bag collage berører også idéer om reparation og bevarelse. Den japanske kunstart kintsugi har samme aner. Det er kunsten at reparere knust keramik, hvor bruddet fremhæves og ophøjes i stedet for forsøget på at skjule.
Med collagen tager jeg elementer fra kulturens fortællinger og sætter dem sammen på ny. På en måde kan det ligne en form for omsorg – i stedet for at kassere, forsøger jeg at transformere stumper og stykker til nye betydninger.
Mit materiale er for en stor del fra gårdens storskrald. Jeg finder lærebøger, manualer og leksika’er som vidnesbyrd om en tid, hvor viden var bundet til papir og hjemmets bogreol. Når de nu kasseres, markerer de et væsentligt skift. Autoriteten er flyttet væk fra det fysiske opslagsværk til den digitale søgning. Skralderummet viser hvad samfundet vælger at bevare, og det vi kasserer – hvordan vi vurderer nogets gyldighed.
Papir er et taktilt og skrøbeligt, et levende materiale. Langsomt vokser noget frem billederne imellem. I det mellemrum opstår noget nyt. Mellemrummets pause har samme potentiale som spørgsmålet. Det rummer en frugtbarhed, det holder os i bevægelse, i opmærksomhed.
Det er altid i spørgsmålet åbningen til det næste finder sted. Det samme gælder for collagens mellemrum. Når noget nyt sættes ind forskydes hele relationen – meningen forrykker sig. Det er en langsommelig måde at arbejde på. Betydningen opstår imellem håndens, øjets og sindets bevægelser – i deres forhandlinger og samtale om stumper og stykker. Der er også en etisk side.
Når vi sammensætter og skaber forbindelser, vælger vi altid hvilke historier, der får plads." – Lotte Tauber Lassen.

Adresse
ClasseværelsetClassensgade 7d. Baghuset
2100 København Ø

Åbningstider
tors-fre 14-17
Lør 12-15

Lukket mellem udstillinger

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja, men ikke til Hejserummet
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja