Fernisering – Maiken Bent: Hydraulic Gear and Love Joy Coupling

fredag 3 okt 2025 kl 17 - 20

Som så ofte før leger Maiken Bent i sine nye udstilling med de kunstneriske hierarkier, æstetiske vanetænkninger og maksimalisme overfor det simple formsprog.

Foto: Maiken Bent

Som så ofte før leger Maiken Bent i sine nye udstilling med de kunstneriske hierarkier, æstetiske vanetænkninger og maksimalisme overfor det simple formsprog.


info

Fernisering – Maiken Bent: Hydraulic Gear and Love Joy Couplingfredag 3 okt 2025 kl 17- 20
Gratis

Det er os en stor glæde at præsentere Maikens Bents anden soloudstilling i Wilson Saplana Gallery med titlen: Hydraulic Gear and Love Joy Coupling.
Med stor energi og intention udfordrer Bent skulpturbegrebet, og i et sammensurium af materialer skyder hun os ud i en tour-de-force af alverdens forestillinger og associationer. Vi føres gennem vidt forskellige verdener, såsom det kropsfikserede træningsrum, beskidte lagerhaller og nostalgisk dansk interiørtradition med håndsyet kernelæder og hyggeligt, brændt stentøj. Maiken Bent sætter spørgsmålstegn ved den veletablerede gode smag, hvor tingene skifter status gennem transformation fra byggemarked til højkulturel billedkunst.
Maiken Bent bruger gallerirummet på Vesterbrogade lige overfor Københavns Hovedbanegård, som en scene, man både kan kigge ind på og aktivt indtage. De store vinduer ud mod en af Københavns mest ikoniske gader er en perfekt setting for den scene af modsætningernes poesi, Bent skaber. På gulvet ligger et såkaldt fitnessgulv, der udover at bidrage med en massiv malerisk flade, giver gæsterne en anderledes intim bevægelseserfaring, fordi gummibelægningen giver efter for hvert skridt man tager. Ned fra loftet hænger der tunge og farverige ”kædesling” kendt fra kraner og andre tunge industrier. En stor, klar, blå værkstedskran installeret midt i rummet, danner rygrad for et større skulpturelt værk.
Indenfor udstillingens ramme af værksted/gymnastiksal eksperimenterer Maiken Bent med flere af de udtryk, der har været gennemgående i hendes praksis de seneste år; Bent bruger en stor del af sin arbejdstid på at lede nettet, genbrugsbutikker og diverse byggemarkeder igennem efter objekter, så som hardware-, båd- og fiskeriudstyr, karabinhager, jernkæder og stativer i alle fremtrædelsesformer. Ovenpå objekternes første industrielle ”lag” lægger Maiken Bent et nyt lag af betydning. Møjsommeligt skaber hun en slags ny hud ved at påføre objekterne patchworksyet skindrester fra modeindustrien, eller hun tilfører lidt hjemmebrændt keramik. Også titlen på udstillingen Hydraulic Gear and Love Joy Coupling er på samme måde et fundet objekt fra nettet. Den har en helt klar kommunikativ funktion for en bestemt type mennesker, men ude af kontekst kan den få lov til at leve poetisk og sende tanker og billeder i helt nye retninger.
Udstillingen fører os nysgerrigt ind i modsætningernes paradoks, der peger tilbage på flere niveauer for aflæsning af udstillingens stereotypiske ”kønnede” materialer. Den hårde, maskuline kran med det påsyede, bløde, farverige skind mimer et ”girlish” univers, som virker paradoksal. Men der indtræder også en lækkerhed i den hårdt belastede ’80’er Memphis Group-blå når den optræder med corny overfladebehandlede og mønstrede skindremme. Det samme gælder Bents brug af skibsfenderen, som hun bruger så flittigt i sine værker. Et upåagtet objekt tilføres læder og lænker, og nedsænkes i et uigennemskueligt stativ, og pludselig gestalter vi en nuttet kat, en eksklusiv håndtaske eller et ikke umiddelbart aflæseligt, men pirrende objekt fra en hemmelig klub.
Kilde:
Wilson Saplana Gallery

Adresse
Wilson Saplana GalleryVesterbrogade 6, København V, 1620 Denmark

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 18:00
Torsdag: 12:00 - 18:00
Fredag: 12:00 - 18:00
Lørdag: 12:00 - 16:00
Søndag: Lukket