Hun har haft sit eget TV-program på DR, været bannerfører for fjerdebølgefeminisme, og nu skal hun repræsentere Danmark ved kunstbiennalen i Venedig 2026. Fra d. 24. oktober præsenterer Museet for Samtidskunst Roskilde en soloudstilling med den danske kunstner Maja Malou Lyse på Roskilde Station. Museet inviterer til fernisering fredag 24. oktober kl. 15:00 – 20:00.
Bag den polerede glasfacade i stationsbygningen, møder publikum videoværket Antibodies en sammensat, humoristisk og kritisk collage, der undersøger begær, identitet og objektivering. Maja Malou Lyse blander feministisk teori, popkultur, modefotografi og animeret sexlegetøj i en undersøgelse af krop, køn og blik.
“Museet er skabt til at bevæge sig,” siger museumsdirektør Christian Skovbjerg Jensen. “Vi arbejder nomadisk og lader kunsten finde nye rum og skabe nye møder med publikum. At vise Maja Malou Lyses værk i stationsbygningen er et perfekt eksempel på vores opsøgende måde at være museum på – et sted, hvor mennesker konstant er på vej og ser hinanden, lige dér hvor hendes værk om blik og identitet folder sig ud.”
Antibodies
Fra d. 24. oktober kan man opleve videoværket Antibodies på Roskilde Station. Videoværket blander humor, popkultur og kritisk tænkning om emner som kropspolitik, seksualitet, nydelse og selviscenesættelse. Emner som Lyse har bearbejdet gennemgående i sin kunstneriske praksis. I værket møder vi en række sammensatte videosekvenser bl.a. en lang række feministisk litteratur, fundne klip fra film og TV, Lyse som model på et fotoshoot og det animerede sexlegetøj, Satisfyer Pro. Antibodies står tydeligt på skuldrene af lang række kulturhistorikere, feministiske tænkere, kunstnere og aktivister, når Lyse åbent spørger både sig selv og publikum om nogle af de komplekse spørgsmål og overvejelser, der findes i forholdet mellem krop, køn, identitet og billede.

Antibodies er Maja Malou Lyses afgangsværk fra Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2022, og kunne opleves til Afgang på Kunsthal Charlottenborg. Værket er todelt, hvor den ene del er et videoværk, den anden del er en magasinforside og artikel med en række selvportrætter skabt til modemagasinet Eurowoman, som blev udgivet og solgt i perioden 20. april – 20. maj 2022. Værket strakte sig således udover det traditionelle udstillingsrum og blev distribueret og kunne ses og købes landet over i samme periode. Eksemplarer af denne udgave af Eurowoman kan også findes i udstillingen – så publikum får mulighed for at opleve begge dele af værket sammen.
Kilde:
Museet for Samtidskunst/ Museum of Contemporary Art Roskilde
Museet for Samtidskunst/ Museum of Contemporary Art Roskilde